Arkiv for September, 2008

Billeder fra september

Sunday, September 28th, 2008

Selvom der ikke er foregået det vilde i september her hos os, har vi alligevel oplevet lidt. Vi har samlet lidt sammen på de billeder, som vi har taget i løbet af måneden og lagt dem ind som en billedserie.

Billederne fra skolen er taget en dag, hvor et par af de fantastiske lærere havde sidste dag. Simons matematiklærer og en hjælpelærer i Williams klasse skulle kun være her et par måneder som led i deres uddannelse, så det var lidt hurtigt, at børnene måtte tage afsked med dem.

Billederne fra Sydney er taget igår, hvor vi tog ind til byen og gik en tur rundt – hvorefter vi sluttede af med aftensmad på havnefronten.

Vi har haft eminent vejr de sidste dage, og vi er begyndt at få glæde af vores pool. Den er stadig lidt kølig, men når dagtemperaturerne nogle dage er over 30 grader, går det hurtigt med at varme vandet op.

Ellers er weekenden gået med at pakke til ferien – en helt ny udfordring for os, for vi mangler mange af de ting, som vi “plejer” at tage med, når vi pakker bil. Men på forunderlig vis tryller Rikke alverdens fornødenheder frem, og pludselig er vi ved at være parat alligevel.

De næste par uger er vi “offline”, men vi glæder os til at komme tilbage og fortælle om en forhåbentlig fantastisk ferie.

Så er vi online igen

Friday, September 26th, 2008

Så lykkedes det endeligt at få en teknikker ud og se på vores internet forbindelse, som var blevet mere og mere ustabil de sidste par uger. Den sidste uges tid kunne vi slet ikke komme på nettet, så vi fandt pludselig ud af, hvor meget vi egentlig bruger det.

Siden i mandags har vi alle her i huset været raske, hvilket vi nyder ovenpå to uger, hvor vi alle har været syge på skift. William var syg hen over sidste weekend, så vi måtte aflyse Marcus’ fødselsdag endnu engang. Underligt nok accepterede Marcus det uden videre.

Nu er det så blevet fredag aften her i Sydney. Vi har hygget os med mexicansk aftensmad og set en dansk børnefilm i stedet for det ellers ret så obligatoriske Disney show. I morgen skal Simon til fødselsdag hos en dreng fra sin klasse. Det bliver holdt inde i et tivoli i centrum, hvor vi skal hente ham ved aftenstid, så vi regner med at blive inde i byen i morgen aften. Det skulle vist blive op til 30 grader i morgen, så det kan vi ikke klage over. Samtidig med, at vi fryder os over, at sommeren er på vej, bugner butikkerne med julepynt, plastic-juletræer og juleslik -underlig fornemmelse!

Ellers er planen for weekenden primært at gøre klar til vores ferie, som vi glæder os fantastisk meget til. Vi kører tirsdag morgen tidligt og tager så en overnatning på vejen derop. Vi har hørt, at der skulle være rigtig meget at se på turen, så vi glæder os til at komme ud og se lidt andet end Sydney. Vi har bestilt 10 overnatninger ved Sunshine Coast, så vi regner med at være hjemme igen lørdag sidst på dagen.

Børnene er stadig glade for skolen og trives i det hele taget med at være her. Det er godt, at de har hinanden, for det er ikke så enkelt at lave lege aftaler, da deres klassekammerater bor ret spredt.

Efter planen skulle vores container være ankommet her til Australien i torsdags, hvilket vi dog ikke har fået bekræftet endnu, men hvis alt går vel, får vi forhåbentlig alle vores ting relativ kort tid efter, vi er kommet hjem fra ferien, men lad os nu se… Det fungerer faktisk også fint med de møbler vi har nu, og vi begynder lige så stille at betragte det mere og mere som vores hjem.

Problemer med nettet!

Tuesday, September 23rd, 2008

Vi har problemer med vores internetforbindelse, og kan derfor ikke skrive nye indlaeg paa hjemmesiden, eller laese vores mail i ojeblikket. Forhabentligt loser det sig snart!

Vi er alle raske igen, efter at William som den sidste havde en tur i weekenden.

Lidt nyt herfra

Thursday, September 18th, 2008

Det har været lidt af en sløv uge vi har haft, med sygdom i det meste af familien. Faktisk er det kun William, der er gået helt fri.

Børnene er dog ved at være ovenpå igen. Vi regner med, at de alle sammen skal i skole imorgen. Forhåbentligt er Rikke og jeg også friske til weekenden. Vi udsatte Marcus fødselsdag med hans klasse til på søndag, fordi han var syg.

Simon og Emil var oppe ved Kirken igår og “jamme” sammen med 4 andre drenge. Det var godt til dem at komme lidt ud, og de nød helt vildt at spille sammen med de andre.

Ellers er det naturligt nok begrænset, hvad der er foregået her. Vi glæder os til at skulle på ferie, det er ikke til at forstå, at det er kommet så tæt på. Vores oprindelige plan var at køre i et stræk om natten, på samme måde, som vi normalt har rejst derhjemme. Vi overvejer dog kraftigt at tage en ekstra overnatning på vejen op, for at kunne køre om dagen så vi kan se noget på turen. Det skulle efter sigende være en skøn tur med varieret natur.

Vi har stadig ikke hørt nyt om vores møbler, der er strandet i Kina, men nu hvor OL er overstået kan det vel ikke vare så længe.

En hilsen fra Simon

Thursday, September 11th, 2008

Hej. jeg ville bare lige skrive lidt om, hvad der er sket for mig det sidste stykke tid.

Her i dag og igår (Onsdag og Torsdag) har jeg været syg, jeg har rigtig ondt i halsen så jeg kan ikke snakke rigtigt og det gør ondt når jeg snakker 🙁 Men det betød jo bare at jeg måtte blive hjemme fra skolen. Det var lidt ærgeligt, fordi i Onsdags skulle vi have en Matematik-test, så den gik jeg glip af.

Her hjemme snakker jeg mest bare med mor, som er mit selvskab, og når jeg keder mig, kigger vi på billeder fra Danmark. Det er hyggeligt. Ellers kigger jeg for det meste efter en guitar på computeren, som jeg vil spare op til, og ellers så prøver jeg at sove.

Jeg er faktisk rigtig glad for skolen. Jeg lærer meget -specielt i matematik. Til idræt spiller vi basketball, det har jeg også lært rigtig meget af. I 7. klasse er vi kun tre elever, men vi er også sammen med 8. klasse, hvor der er fem, og de er ret flinke alle sammen. Der er kun én pige i 8. klasse og ingen i 7.

Sidste Lørdag øsede det ned hele dagen, så der kom også en hel del beskidt vand fra naboens have ned i vores pool, så far tømte poolen igår og vil rense den i dag og så fylde den op imorgen. På lørdag skulle det blive ret varmt, og det vand vi fylder i er iskoldt, så det kunne nok godt hjælpe lidt på det.

Ellers ser jeg bare frem til snart at blive rask 🙂

Hilsen Simon.

Sommer på vej

Tuesday, September 9th, 2008

Nu ser det ud til, at sommeren så småt er på vej, selvom temperaturerne stadig er noget svingende. Der skulle blive op til 25 grader på søndag, og det er noget varmere, end hvad vi ellers har oplevet her. I dag skinner solen fra en skyfri himmel, og selvom det er køligt, er det dejligt at se solen. Fredag og lørdag øs-regnede det uafbrudt. Det gav så meget vand, at der blev udsendt varsling om oversvømmelse inde i centrum, og vejen her hvor vi bor lignede nærmest en flod. Kent var ude og tømme 10 cm vand af poolen to gange, for at den ikke skulle svømme over. En del af vandet i poolen var dog vand, som løb ned fra naboens have, hvilket resulterede i, at poolen blev forvandlet til lidt af en mudderpøl, så det ender muligvis med, at vi skal have den tømt, rengjort og fyldt igen.

Med hensyn til vores container er der stadig intet nyt. Kent har snakket med hende, der skulle vide noget om det, men ifølge hende kan vi ikke få noget at vide om, hvornår den bliver sendt fra Kina. Vi er ved at finde ud af, om vi evt kan leje lidt flere møbler, når det nu er så lang tid, det drejer sig om. Vi mangler et skrivebord, og nu når det skulle blive varmere, vil vi også gerne have lidt havemøbler.

Marcus’ fødselsdag

Friday, September 5th, 2008

Så fik vi holdt den første børnefødselsdag hernede. Det var Marcus, der holdt for, og det var nok rigtig godt for os alle sammen. Han er meget lidt sart, tager tingene fuldstændigt som de kommer. Vi andre var lidt mere påvirkede af, at vi ikke kunne dele dagen sammen med familie og venner. Alt i alt havde vi en god dag. Vi tog op i skolen om formiddagen med kage og kakao og fejrede Marcus sammen med hans klasse. Klassekammaraterne kommer her hjem til fødselsdag på søndag i næste weekend. Om eftermiddagen stod menuen traditionen tro på kagemand og varm kakao. Nabodrengen Antony på 6 år kom med over en lille tur for at sejle med en båd, som Marcus fik i fødselsdagsgave. Vi har aldrig før snakket med det hold naboer, men de virkede rigtig flinke, og de har tre børn, stort set på alder med vores. Det skal vi nok få glæde af fremover. Marcus og Antony skulle ikke bruge lang tid på at se hinanden an. Vi har lagt en lille billedserie ind fra igår.

Idag har vi holdt traditionel familiefredag med god aftensmad, film og slik. Det er dejligt at kunne føre nogle af traditionerne med, og vi nyder alle sammen fredagene.

Vi har snakket med fragtfirmaet. Vores container er på grund af OL strandet i Kina, så der går mindst en måned, muligvis noget længere inden vi får vores ting. Det er selvfølgelig lidt træls, men det fungerer egentligt fint med vores midlertidige møbler. Vi havde fået at vide, at fragten formentlig kom her midt i september, så nu har vi en ny situation;-)