Arkiv for February, 2009

Lidt nyt herfra

Wednesday, February 25th, 2009

Ovenpå en uges tiltrængt ferie sidste uge er børnene igen startet i skole. De nyder det, selvom vejret godt kunne have været byttet rundt. I sidste uge havde vi kulderekord for februar måned, og i weekenden vendte varmen tilbage igen. Jeg holdt fri fredag, der var den første varme dag, og vi havde en fantastisk dag inde i centrum. William og Emil fik kænguru, da vi var ude at spise, det var lækkert.

Vi er begyndt at bruge poolen igen efter, at den har været på stand by et par uger. Vi havde næsten opgivet – den var rimelig kold en overgang.

Børnene har det godt i skolen. Det er blevet væsentligt lettere for dem at klare lektierne selv, efter at de er kommet rigtig efter det med sproget. Det er en fornøjelse, at det ikke længere er den sproglige barriere der stiller sig i vejen for at de kan lære noget, men det gør også hverdagen noget lettere for og alle sammen.

Emil skal på “Math Challenge Camp” i næste uge for særligt matematisk begavede børn i Sydney. Vi griner lidt af, at der sikkert ligger 30 cm matematikopgaver på bordene, og de andre børn har 10 cm høje pander, men han glæder sig, så det skal nok gå.

Rikke og jeg har det også godt. Vi nyder hinandens og børnenes selskab, og det fungerer fint med, at Rikke styrer det herhjemme, mens jeg passer mit arbejde. Huset var lidt tomt de første uger efter, at hendes forældre rejste – man kan hurtigt vænne sig til, at der er liv. Det er dog ikke noget, som har fået lov at fylde længe – nu er det jo snart Simon og Williams fødselsdage, og mine forældre kommer til påske, så vi har nok at gøre med at se fremad.

De kærligste hilsener fra os i sommervarmen

Dansk sommervejr i Sydney

Wednesday, February 11th, 2009

Hverdagen er ved at have indfundet sig igen. Simon er kommet hjem fra camp med sin klasse idag. Det havde været en god tur med blandt andet kanosejlads og bueskydning.

Vejret er ikke helt, hvad man kunne forvente sig af Sydneys sommer, ca. 20 grader, og byger, men det er helt rart til en afveksling. Vi har set fjernsyn de sidste par aftener for første gang i flere måneder. Det er lidt mærkeligt at følge med i oversvømmelserne nordpå og skovbrandene i Victoria, mens vi er her i rolige Sydney. Faktisk kom vi igennem nogle af de områder, hvor der idag er brand, da vi kørte hjem fra sydkysten.

Rikke, Simon og Marcus er lidt sløje, måske oven på temperaturskiftet, hvor det faldt fra ca. 40 til ca. 20 mellem søndag og mandag.

Næste uge har børnene ferie, så vi ser frem til en forhåbentlig afslappende uge.

Ny billedserie

Wednesday, February 4th, 2009

Vi har lagt nogle billeder ind fra de sidste par uger, hvor mine forældre var her. Vi var på en del endags-ture sammen med dem, så billederne er fra forskellige steder blandt andet Koalaparken, en nationalpark og Blue Mauntains.

Vi har det alle godt, og børnene trives stadig i skolen. Vi nyder sommer varmen, og børnene bruger poolen flittigt. De nyder virkelig at få en dukkert, når de kommer hjem fra skole, inden de skal til at lave lektier.

Sidste weekend var vi alle sammen til fødselsdag hos en pige fra Emils klasse. Det blev holdt i en skøjtehal, og børnene havde det rigtig sjovt. Det var noget specielt at trække i langbukser og langærmet trøje, når der var over 35 grader udenfor. Lørdag aften havde vi besøg af Jenny fra skolen, hvor vi grillede og hyggede på terrassen til langt over midnat. Vi må jo benytte os af, at det stadig er sommer. Om vinteren kan aftenerne være ret kolde her.

Om godt en uge har børnene en uges ferie, så vi regner med at tage på en forlænget weekend tur ned til Jennys mobilehome, som er et par timers kørsel syd for Sydney. Det glæder vi os til.