Arkiv for June, 2009

En hyggelig søndag i Taronga Zoo

Sunday, June 28th, 2009

Vejret har været helt perfekt. Ikke sommer som i Danmark, men alligevel sol og på den gode side af 20 grader. Så vi besluttede os for at tage i Zoo sammen med Max og Nickis forældre. Det har været rart for os, at der har været nogle mnnesker at komme tilbage til. Det giver en fornemmelse af at være hjemme, og høre lidt til her.

Det var en fantastisk dag. Børnene hyggede sig sammen, og det var dejligt for os alle sammen, at der skete lidt. Taronga Zoo er en del større end vi havde troet, vi nåede ikke hele parken rundt, selvom vi var der hele dagen. Beliggenheden er spektakulær med udsigt ud over Sydney centrum.

På vejen hjem spiste vi på en alternativ restaurant. Der var grill i bordene, og man hentede så sit rå kød og tilbehør og grillede det selv. Udover normalt kød var der alverdens spændene småretter. Det var sjovt at prøve, og vi fik smagt mange forskellige ting. Emil grillede muslinger og blæksprutter, og vi fik smagt sushi.

Nu er weekenden så ved at være slut, og en ny uge ligger foran. Vi nyder, at der er nogle rolige dage inden vi skal igang med for alvor at planlægge flytning.

Vi har lagt en billedserie ind fra vores tur i Zoo.

En søndag i Taronga Zoo

Hjemme i Sydney igen

Wednesday, June 24th, 2009

Ja, så er vi kommet godt hjem til Sydney igen efter 3 dejlige uger sammen med familie og venner i Danmark. Rejsen gik super godt, og børnene hyggede sig på turen. Vi landede kl 05.30 mandag morgen, og taxaen holdt og ventede på os -dejligt. Børnene nød at komme hjem igen til deres guitar, trommer, playstation osv, og det var dejligt at mærke deres glæde over at være hjemme igen. Vi har alle haft lidt jetlag -specielt William og Marcus har haft lidt svært ved at få vendt rundt på døgnet igen, så det er godt, at de har ferie.

Mandag og tirsdag har der været rigtig dejlig mildt vejr og flot solskin. I aftes var vi inde i byen og spise sammen med en familie oppe fra skolen. De rejser tilbage til USA, så det var dejligt, at vi lige kunne nå at få sagt farvel til dem, inden de rejser. Det var en lun og mild aften, så vi gik en tur inde ved operahuset bagefter. Vi begynder faktisk at glæde os til at flytte lidt tættere på centrum, så det bliver lettere at komme der ind.

I dag er vejret lidt blandet med byger indimellem, så børnene har hentet deres dyner og sidder og hygger sig med en film inde i stuen, og jeg må vist igang med at få de sidste kufferter pakket ud.