Arkiv for January, 2010

Ferie ved Nelson Bay

Tuesday, January 19th, 2010

Så er vi kommet hjem til Sydney igen efter en skøn uge ved Nelson Bay. Vi nød alle at være afsted, og vi oplevede en del, men vi prioriterede også højt bare at være sammen og slappe af. Vi boede i en dejlig ferielejlighed kun ca 10 meter fra stranden, så vi nød den flotte udsigt over vandet og børnene badede på livet løs. William blev brændt af en Bluebottle (en form for en brandmand) den første dag, men der var heldigvis en flink nabo, som vidste, at behandlingen var varmt vand. Det gjorde virkelig ondt på ham, så han var lidt tilbageholdende med at skulle i vandet igen, men det kom han nu hurtigt over igen.

Vejret var godt med masser af sol de fleste dage, men der var også dage med skyer og lidt regn, så der hyggede vi med at spille spil eller gå ture. Det er mest behageligt at gå så længe der ikke er fuldt blus på solen! Vi gik blandt andet op på et bjerg med flot udsigt over kysten med de mange små bugte. Vi var også en tur ude ved nogle enorme sanddyner der mindede lidt om de billeder man ser fra Sahara. Det var både sjovt og flot, og børnene knoklede op og ned af klitterne mange gange -vi to gamle blev lidt hurtigere trætte i benene.

Børnene har stadig knap 2 ugers ferie, så vi hygger os herhjemme, mens Kent er på arbejde. Børnene er rigtig gode til at få tiden til at gå og hygge sig med hinanden og poolen. Jeg regner med, at en af mødrene og hendes 2 drenge fra den gamle skole kommer og besøger os onsdag eller torsdag, så det bliver hyggeligt at se dem igen. I aften er der “Ladies night out”, hvor jeg skal ud og spise med en flok tøser inde i centrum. Det plejer at være hyggeligt.

Vi har lagt en billedserie ind fra vores ferie.