Jedig Travel Blogs

Vel tilbage fra to intense uger rundt I Australien er det blevet tid til at se lidt tilbage. Hver dag havde sin egen historie og sine egne oplevelser – tilsammen blev de til det eventyr, som vi nu alle seks har lagret I hukommelsen som et eventyr, vi har været en del af.

Indlæggene her på hjemmesiden har vi valgt at skrive som dagbog, det vil sige at der er et indlæg og en billedserie for hver dag vi var afsted. Som det første billede i den første billedserie har vi lagt et kort ind, der skiserer ruten, som vi tog. Numrene, der er skrevet på i hånden viser hvor vi sov de forskellige nætter.

Vi havde oprindeligt besluttet os for, at vi ikke skulle noget I forårsferien – det havde allerede været et hektisk år med tur til Nelson Bay I Januar, Fiji I April og Danmark I Juli. Efterhånden som vi nærmede os, blev vi dog mere usikre på beslutningen, og I starten af September begyndte vi at snakke om at køre en længere tur. Med 2½ uge tilbage til ferien bestilte vi en autocamper og gav os til at planlægge turen.

Vi ville ind til området ved Ayers Rock, og vi ville helst ikke køre den samme vej frem og tilbage. Det var de oprindelige rammer, som vi havde sat op for turen. Ruten, som vi valgte gik op gennem New South Wales, gennem det vestlige Queensland ind i Northern Territory, hvor vi så igen kørte syd gennem South Australia tilbage til New South Wales og Sydney. Det var ikke uden bekymringer, vi planlagde turen ind i Outbacken, men ved hjælp af råd fra venner og kolleger fik vi efterhånden organiseret nødforanstaltningerne, hvis noget skulle gå galt. Masser af ekstra diesel, masser af vand, en satelit telefon og førstehjælpsudstyr var hovedingridienserne i overlevelsespakken.

Med over 8000 km foran og kun lidt mere end 2 uger til vores rådighed, var en af de største udfordringer at undgå, at det blev et ræs rundt, hvor vi ikke fik oplevet meget. Vi bestemte os for at stille urene tre timer frem, hvilket betød at vi kunne sove lidt længere og alligevel spise morgenmad, mens solen stod op. Eftersom vi alligevel skulle køre i forskellige tidszoner gav det god mening at stille urene efter solen.

Fredag den 24. September.

Planen var lagt og alt var forberedt. Vi skulle være effektive og udnytte hvert minut af fredagen. Vi ville køre til den anden side af bjergene, men helst skulle vi nå så langt fredag, at når vi stod op lørdag morgen var vi allerede i outbacken. Det var planen, virkeligheden blev en anden.

Kent tog toget til lufthavnen tidligt om morgenen fredag for at hente autocamperen. Det australske samfund er på godt og ondt organiseret lidt anderledes end det danske. Blandt andet er der helt andre muligheder for at sagsøge personer eller virksomheder, hvis noget går galt. Derfor er det nødvendigt at have dokumentation for, at ansvaret er fuldt og helt overdraget.  Det blev vi ramt af denne fredag morgen, men efter 1½ times sikkerhedsvideo og uendeligt mange formularer, der skulle forklares og underskrives, fik vi endeligt overdraget nøglerne til bussen.

Bussen blev parkeret hjemme, og Kent tog på arbejde en lille tur, mens Rikke og børnene pakkede og organiserede. Uheldigvis skete der noget usædvanligt på Kents arbejde, der gjorde, at han ikke kunne komme derfra. (Der sker næsten altid et eller andet den sidste dag før ferien, så måske kan det ikke længere kaldes usædvanligt).

Vi kom afsted ved halv fire tiden, men med myldretidstrafikken og en ulykke ved foden af Blue Mountains, var det aften inden vi nåede den anden side af bjergene, ca 150 km hjemmefra. Vi fortsatte et lille stykke, men det er hverken særlig sikkert eller særlig behageligt at køre på de australiske veje i mørke. Mellem Bathurst og Orange besluttede vi os for at holde ind på en rasteplads og slå lejr for natten. Det var en speciel og lidt skræmmende fornemmelse at campere i det fri for første gang, desværre fik vi ikke taget nogle billeder denne dag.

Dag 1, Lørdag den 25. September

Vi stod op, da det var ved at blive lyst. Det var en kold morgen, kun lige over frysepunktet, og der var ikke gasvarme i bussen. Kulden var kontrast til dagen i forvejen, hvor vi havde kørt fra Sydney i 25 graders varme.

Vi besluttede os for at køre et stykke før morgenmaden. Området var eventyragtigt med em over de små damme, og det blev ikke mindre smukt, da solen stod op og farvede hele sceneriet i et gyldent skær. Det tog næsten pusten fra os, og vi holdt ind igen og igen for at nyde de smukke perler af udsigt.

Efter en times tid holdt vi ind på en rasteplads og havde feriens første morgenmadspause. Det var en god fornemmelse at være afsted sammen som familie, og møbleringen af bussen var genial. Børnene sad to og to ved siden af hinanden overfor de to andre med et bord imellem. De kunne spille kort, tegne, spille på ipads-pods-phones eller se film. Børnene havde forståeligt nok ikke samme behov for at opleve naturen som vi voksne, men som regel var de på stikkerne, når der var noget spektakulært at se.

Efter morgenmaden fortsatte vi vest på gennem Dubbo til Nyngan, hvor vi drejede fra nord på mod Bourke. Det blev hurtigt varmere, og efterhånden var der ikke så meget vand i floderne. Vi beundrede det frodige landskab og de mange smukke blomster, der blev ved med at præge landskabet langs Mitchell Highway. Sidst på eftermiddagen krydsede vi grænsen til Queensland og kørte gennem Cunnamulla til Wyandra, hvor vi holdt pause for natten.

Wyandra var en spøjs by. Vi fandt et skilt mod ”information”,  men der var ingen logiske steder at henvende sig. Efter lidt tid råbte en mand fra baghaven, om vi manglede et sted at campere, hvorefter han forklarede vejen til en campingplads nogle få hundrede meter væk.  Det var en stor plads med en del campister og en fælles bålplads. William og Marcus fandt sig hurtigt nogle venner, mens vi andre forberedte aftensmaden.

Da mørket faldt på kunne vi virkelig mærke, at vi var kommet til et andet klima. Luften blev tyk af insekter i alle mulige afskygninger, lige fra små fluer, der næsten kunne kravle gennem fluenettet til store græshopper og natsværmere der ramte vinduerne med bump.

Billeder fra turen

Dag 2, Søndag den 26. september.

Vi spiste morgenmad, mens solen stod op og fortsatte køreturen nordpå gennem Charleville til Tambo Lake, hvor vi spiste frokost. Rastepladsen var som en oase ind i det ellers relativt tørre område.

Efter frokosten fortsatte vi af Landsborough Highway til Blackall, hvor vi besluttede os for at dreje fra ad en lille vej mod Isisford. Omådet vi kørte igennem var varieret med floder og damme, og et stort dyreliv. Da vi kom til Isisford var vejen oversvømmet af floden. Vi overvejede det et par gange, før vi besluttede at køre gennem i autocamperen, men vi havde ikke kørt langt før vi kom til en endnu større oversvømmelse. Efter at vi havde konfereret med nogle lokale, besluttede vi os for at prøve lykken igen, og vi endte tørskoede på den anden side.

Vi fortsatte mod nord til Longreach, hvor det berømte Quantas museum ligger. Hovedattraktionerne her er en jumbo Boeing 747, samt en Boeing 707, der er indrettet som kongesuite. Vi valgte dog i stedet at besøge Stockmans Hall of Fame, en historisk udstilling der omhandler, hvordan de oprindelige kvægfarmere slog sig ned i indlands Australien, og hvordan deres hverdag fungerede. Det var på mange måder en spændende udstilling, som vi dog var godt tilfredse med, at vi ikke havde planlagt at bruge en hel dag på.

Da vi kom ud fra museet var vejret slået om, og himlen havde åbnet sine sluser. Heldigvis varede det ikke længe, og allerede da vi kom til den anden side af Longreach, var det klaret op igen. Efter et par forsøg fandt vi en hyggelig rasteplads, hvor vi besluttede os for at campere for natten. Rastepladsen gav os også mulighed for at opleve et par imponerende store road-trains tæt på.

Billeder fra turen

Dag 3, Mandag den 27. september.

Vi fortsatte nordpå og havde ikke kørt langt, før vi ramte en græshoppesværm. Det er nogle imponerende store og hårdføre insekter, der ikke nødvendigvis lader sig mærke med at blive ramt af en Mercedes med 110 km/t.

Vi gjorde holdt i McKinlay, en lille by med 20 indbyggere, men hjem for det berømte Walkabout Creek Hotel fra filmen Crocodile Dundee. Her fik vi os en øl eller sodavand på Mick Dundees stambar og en is på den lokale benzinstation, inden vi begav os videre til Mt Isa. På vejen kom vi gennem Cloncurry, hvor byskiltet sagde: ”Vi garanterer Dem en varm velkomst. Indehaver af Australiens temperaturrekord 53,6 grader celcius”.

Området mellem Longreach og Mt Isa er kendt for de usædvanligt mange fund af dinosaur skeletter og fossiler. Vi besøgte den lokale udstilling i Mt Isa. Uheldigvis havde manden, der arbejdede i laboratoriet fri den dag, så laboratoriet var lukket. Vi måtte nøjes med at gå en tur rundt i museet og se en film, der forklarede om de forskellige fund. Det mest fantastiske var dog, at centeret havde gode badefasciliteter, så vi kunne få et tiltrængt brusebad.

Mt Isa er en udpræget nyere mineby, men vi syntes den var overraskende hyggelig og pæn. Generelt  havde vi forventet, at det nordlige Queensland var et tørt og fladt område, men tværtimod var områderne til tider meget kuperede og frodige. Specielt området omkring Mt Isa så spændende ud, og kunne have været oplagt at se nærmere i en firehjulstrækker.

Efter at have spist aftensmad på en lokal restaurant, McDonnalds, kørte vi ud af Mt Isa og fandt en hyggelig rasteplads, hvor vi camperede. Vi nød den fantastiske solnedgang, og William og Marcus fandt sig hurtigt venner fra de to andre familier på pladsen.

Billeder fra turen

Dag 4, tirsdag den 28. september.

Fra Mount Isa satte vi kurs vest på. I morgensolen så det fuldstændigt ud som om, vi kørte med udsigt over vandet, når vi kiggede mod syd ind i landet. Måske kan det have været det syn, der fik nogle af de første explorers til fejlagtigt at tro, at der var et stort indlandshav i Australien. Vi fik tanket og fyldt vand på i Camooweel, inden vi fortsatte ind i Northern Territory.

Det første stykke vej i NT var fladt og uinteressant, og vi kørte igennem indtil frokostpausen. Vi havde passeret to tankstationer med ”out of fuel” skilte, og vi var efterhånden ved at trænge grundigt til at få fyldt diesel på. Autocamperen var ikke super-økonomisk. Faktisk holdt vi et gennemsnit på omkring 5 km/l. Eftersom der ikke var udsigt til at vi kunne nå frem til den næste tankstation på hvad vi havde tilbage, ville vi fylde diesel fra reservedunkene på, men autocamperfirmaet havde installeret en låseanordning, så der kun kunne fyldes brændstof på fra en specifik dieselpumpe. Heldigvis kom en hjælpsom backpacker forbi i en firehjulstrækker. Han hentede sin værktøjskasse, og fik låsen åbnet.

Vi nåede frem til Three Ways, hvor vejene til Darwin, Mount Isa og Alice Springs mødes. Tankstationen her var et udpræget mødested for lastbilchauffører, og på pubben var væggene dekoreret med billeder af truckere og lastbiltog.

Vi fortsatte videre sydpå til Tennant Creek, hvor vi tog en afstikker til Lake Mary Ann. Køreturen ned til søen var hyggelig med sandstensbjerge på den sydlige side af vejen, og fladt landskab på den nordlige side. Efter at vi havde set søen, fortsatte vi videre til Devils Marbles. Det var et vidunderligt område, hvor de store kuglerunde sten lå spredt ud på klipperne, som om de var hældt ud. Vi endte med at campere der for natten, og nød den fantastiske solnedgang.

Billeder fra turen

Dag 5, onsdag den 29. september.

Efter at have spist morgenmad og nydt solopgangen over de fantastiske Devils Marbles kørte vi videre sydpå mod Alice Springs. Landskabet, vi kørte igennem, var i begyndelsen flade sletter, men ændrede pludselig karakter. Vejen begyndte at sno sig ud og ind mellem bakker og klipper, og træerne og blomsterne var imponerende op mod den røde jord. Desværre var det ikke nemt at komme til at stoppe for at tage billeder, og inden vi vidste det, var vi pludselig i Alice. Alice Springs er en relativt stor indlandsby efter Australske forhold. Den er vel på størrelse med en mindre dansk provinsby. Alting i byen virkede pænt og velholdt, men ellers var selve byen relativt uinteressant. Vi kørte ud til den gamle telegrafstation, der nu er museum. Telegrafstationen blev bygget for at kunne sende beskeder fra Europa, gennem Darwin og videre til Sydney, Melbourne og Adelaide. Samtidig fungerede stationen som omlastningsområde, hvor gods blev flyttet mellem toget og kamelkaravaner, som hovedsageligt gik vestpå. Det var spændende at se, hvordan livet har været i det område før. Oprindeligt blev telegrafstationen bygget der, fordi der var en kilde med vand, hvilket ellers er meget sparsomt i det centrale Australien. Folk på stationen blev dog hurtigt trætte af, at aboriginerne blev ved med at komme og hente vand ved kilden. Derfor hegnede de hele stationen, inklusive kilden ind. Det førte selvsagt til konfrontation, og aboriginerne slog alle folkene på stationen ihjel.

Efter at have set telegrafstationen og den nærliggende hyggelige park kørte vi videre mod vest til West MacDonnalds Ranges nationalparken, og fandt et dejligt sted at campere med udsigt over bjergene. Hen mod aften blev det noget koldt og blæsende, så vi hyggede os inde i autocamperen med et spil Rummikub.

Billeder fra turen

Dag 6, torsdag den 30. september

MacDonnal Ranges er et stort og vidunderligt sted, men det meste af området kan kun opleves fra en firehjulstrækker. Vi koncentrerede os om det område, som var tilgængeligt via astfaltvej. Der var nu også mange ting at se. Vi startede dagen ved et område, der hedder Ocre Pits. Det er nærmest en udtørret flod, hvor aboriginerne samler de farver, som de maler sig med ved de rituelle fester. Farvespillet var flot, og havde nok været endnu mere storslået, hvis vi havde været der senere på dagen, hvor solen stod mere rigtigt. Der var et væld af små farvestrålende fugle, som vi ikke havde set før på turen.

Efter noget tid fortsatte vi ud til Ormiston Gorge, et område som vi havde hørt var smukt, men ellers ikke vidste meget om. Efter en kilometers gåtur kom vi til vores overraskelse til et hyggeligt vandhul. Eftersom vi var de eneste, der var der smed drengene det meste af tøjet og fik et skønt og tiltrængt bad.

Vi forlod det dejligt svale vandhul, og kørte et lille stykke længere mod vest til Glen Helen, før vi vendte om og kørte til Stanley Chasm. Gåturen herud var spektakulær, både på grund af naturen, og  fordi der ikke var en anlagt sti. Vi kravlede over klippeblokke og gik gennem små vandløb til vi kom til en stor lodret kløft. Vi var der som planlagt til middag, hvor solen skinner gennem kløften og ned i bunden, hvilket giver flotte farver på de røde klippevægge i siderne. Desværre var vi ikke de eneste, der havde fået den ide, og følelsen af at være omgivet af turister på alle sider tog toppen af oplevelsen. Vi var godt klar over, at det måtte komme, og forberedte os selv og hinanden på, at sådan ville det være de næste par dage.

Sidst på eftermiddagen kørte vi tilbage til Alice, herfra sydpå af Stuart Highway, hvor vi camperede på en rasteplads ved siden af en flod. Vi gik en tur langs floden og fik samlet brænde til aftenens bål.

Billeder fra turen

Dag 7, fredag den 1. oktober

Vi stod som sædvanligt tidligt op og spiste morgenmad, måske lidt tidligere end normalt, da vi havde store forventninger til at skulle se Kings Canyon. Efter 1½ times tid skulle vi have tanket. Til vores overraskelse var den ellers store tankstation lukket. Det gik op for os, at det var fordi klokken ikke var 7 endnu. Efter at have ventet en lille times tid, og det viste sig, at de ikke kunne åbne stationen, da der var problemer med pumperne, fyldte vi reservedunkene på og kørte videre i håb om at finde en anden tank. Ikke lige den start på dagen, som vi havde drømt om.

Vores held vendte dog hurtigt. Efter at have kørt et stykke vej, fik vi pludselig øje på kameler, der gik rundt i bushen ikke langt fra os. Vi standsede bussen og gik sammen med børnene ud til flokken. Selvom der efter sigende skulle være store flokke af vilde kameler, er det ikke tit man ser dem, og det var én af de ting, som vi på forhånd havde håbet på at se.

Vi nåede til Kings Canyon, og heldigvis lå der et resort med egen tank, så vi kunne få den tørstige bus fyldt op.

Selve Kings Canyon er en stor klippekløft, som man kan gå rundt om, noget af vejen på kanten. Det var tæt på middag, så solen stod næsten lodret, og udsigten over kløften var imponerende fra begge sider. Farvespillet på de gigantiske lodrette flader var noget, som vi ikke har set lignende andre steder, og vi stoppede flere gange op og sugede indtryk til os.

Selve den 7 km lange gåtur var krævende, og temperaturen var omkring 40 grader, så vi havde heldigvis slæbt store mængder vand med. Sjovt nok var det os to gamle, der hang mest i bremserne, måske fordi turen startede med en nærmest uendelig trappe op.

Efter at have gået cirka halvvejs rundt om kløften stod der et skilt mod Edens Have. På det tidspunkt var vi ved at være godt slidte efter at have gået ned af trapper til bunden af kløften, for derefter at skulle op på den anden side. Men vi valgte at gå den ekstra kilometer til paradis, og det var det næsten. Et behageligt køligt permanent vandhul, hvor drengene fik sig en tiltrængt dukkert.

Det centrale Australien har fået usædvanligt meget nedbør i år, nogle steder den største mængde de sidste 45 år. Det betyder, at de steder, som normalt ville være ørken nu, er frodige og blomstrende. Nogle har sagt til os, at vi ikke får Australien at se, som det virkeligt er, og det er på sin vis rigtigt. Til gengæld har vi i år set noget, som det kun har været få andre forundt at se. Kings Canyon var ingen undtagelse.

Efter at være mættet af en fantastisk dag, kørte vi et stykke sydpå, før vi camperede ved et område med røde sanddyner. Vi lavede bål og nød den stille og lune aften.

Billeder fra turen

Dag 8, lørdag den 2. oktober

Solopgangen over de røde sanddyner var en vidunderlig start på den dag, hvor vi skulle sætte kurs mod Ayers Rock. På vejen dertil passerede vi Mt Conner, der ved første øjesyn godt kan forveksles med Ayers Rock. Sært at der ligger et bjerg og en sten så tæt på hinanden, og med så sammenlignelig profil.

Inden vi kørte ind i nationalparken, skulle vi dog ind på campingpladsen ved siden af for at have reserveret en plads for natten. Området bærer præg af, at her er mange turister. Yalara Resort er en hel by med hoteller, indkøbscenter, tankstationer, campingplads og andre fornødenheder. Vi fik bestilt en plads, tanket og kørte ind i parken.

Der er noget mærkeligt tilfredsstillende ved at se profilen af Ayers Rock i horisonten, lidt som da vi så operahuset i Sydney første gang. Den blev mere og mere imponerende, efterhånden som vi kom tættere på. Vi havde ikke drømt om, at den var så stor. Vi kørte helt ind til den, stillede bussen på en parkeringsplads og spiste frokost.

Aboriginerne vil gerne have sig frabedt, at man tager gåturen hen over stenen, men vi slap helt for at tage stilling til, hvad vi ville. Turen henover var lukket på grund af varmen, så vi nøjedes med at gå et stykke af den ca 9 km lange vej rundt ved foden af Ayers Rock. Resten af vejen kørte vi rundt med afstikkere ind, når der var noget interessant at se.

Efter at have nået hele turen rundt i bil, kørte vi til et andet område, ca 30 km længere mod vest, som hedder Olgas. Sceneriet her er ikke helt så berømt som ved Ayers Rock, men ikke desto mindre imponerende. Midt i det ellers flade landskab dukker denne række af bløde, runde klipper op. På aborinsk hedder klipperne Kata Tjuta, hvilket betyder mange hoveder. Den lange gåtur ind til Walley of the Winds, som efter sigende skulle være enestående, var desværre lukket på grund af varmen, så vi valgte en kortere tur. Selve gåturen var relativt uinteressant, men kløften som vi kom ind til var flot. På gåturen tilbage fra udsigtspunktet over kløften begyndte Marcus at få det for varmt, så vi var glade for, at vi ikke havde begivet os ud på den længere tur.

Vi kørte ud til området, der er godt for at se solnedgang over Ayers Rock og parkerede bussen midt på eftermiddagen. Det var en skøn fornemmelse at campere med den smukke udsigt. Vi lavede tidlig aftensmad og nød at have tid til bare at slappe af og være der.

Efterhånden som solnedgangen nærmede sig, begyndte det at myldre til med folk. Ayers Rock var virkelig flot i aftensolen, og det var med beundring, at vi så den skifte kulør, efterhånden som solen bevægede sig længere ned.

Vi var nogle af de sidste til at forlade pladsen, da vi var kommet i snak med et andet par, så det var sent da vi nåede tilbage på campingpladsen i Yalara. Alligevel kunne børnene ikke dy sig for at skulle en tur i poolen før det var sengetid.

Billeder fra turen