Arkiv for February, 2011

Hverdag igen

Wednesday, February 16th, 2011

Selvom sommerferie er fantastisk og ikke til at overskue at sige farvel til, er der også et eller andet hyggeligt ved når hverdagen kommer igang igen. Lidt på samme måde, som når det begynder at regne efter en lang og fantastisk solskinsperiode.

Vi har nu haft et par uger til at komme tilbage i rutinerne, og nyder det mere end vi havde troet. Selvom det måske lyder lidt banalt, så er det en lettelse langt om længe at prøve at vende tilbage til kendte rutiner hernede. Det er ikke fordi vi ikke har nydt de første år her, hvor alt var nyt og hektisk, men det er en komfortabel følelse lige nu at vi efterhånden er ved at have en hverdagsrutine igen.

De sidste dage i sommerferien kørte vi en tur sydpå til Batemans Bay. Selvom der ikke er mere end 4-5 timers kørsel derned tog vi tidligt afsted for at kunne opleve mest muligt på vejen. Morgenmaden spiste vi i Kangaroo Valley, med udsigt over en lille rolig sø. Vi fortsatte herefter sydpå, og kørte til Jervis Bay, der udover at være berømt for de mange giftige edderkopper, også er et helt fantastisk naturskønt område med hvide strande, fascinerende klipper og turkisblåt vand. Vi brugte det meste af dagen her, inden vi fortsatte til Batemans Bay.

Batemans Bay var en efter Australske forhold livlig turistby. Der var masser af gode spisesteder, specielt langs med havnen. Restauranterne var generelt godt besøgte, men overraskende nok var der var ingen larm. Vi gik nogle hyggelige ture, både langs havnen og på klipperne mellem strandene.

Vi brugte en dag på at opleve området syd for Batemans Bay. Tuross Heads var spektakulært med strande, hvor der var vand på begge sider. Den helt store overraskelse var Naroma, hvor en flod med turkisblå vand, der løb ud i havet næsten fik os til at føle os hensat til Caribien. En søløve der boltrede sig i vandet få meter fra os fik vi også med inden vi fortsatte til den lille hyggelige by Tilba.

Vi besluttede os for at tage de små veje til Tilba. Det var en flot tur, selvom vi på et tidspunkt måtte vende om og finde en lettere vej, da der kun var adgang for 4-hjulstrækkere. Det var godt det samme, for det sidste stykke havde været noget tvivlsomt med et par vandløb vi skulle krydse i Taragoen, og en sti der ikke var meget bredere end bilen.

Tilba var en lille hyggelig og velholdt gammel mineby. De gamle huse og butikker var nu mest cafeer og brugskunst. Efter at have spist eftermiddagskaffe på en cafe kørte vi tilbage til Batemas Bay, igen af de små veje.

Vi havde ikke fået nok af Jervis Bay, og valgte at bruge en dag der på vejen tilbage til Sydney. Vejret var bedre end første gang vi var der, og vi nød det alle i fulde drag.

Nu er vi så som skrevet tilbage ved hverdagen. Generelt har børnene nydt at komme tilbage til skolen. De er alle kommet i nye klasser i år. William er taget afsted på lejr ved Galston idag med sin klasse. Han har glædet sig meget, og har ikke været det mindste bekymret.

For nogle dage siden lagde vi en billedserie ind fra vores tur til Batemans Bay.