Påskeferie på New Zealand
Allerede inden vi kom til Australien var New Zealand et af de steder, som vi var betagede af. Selvom naturen minder meget om skandinivien eller måske lidt mellemeuropa, er det alligevel anderledes. Selve det faktum, at det ligger på den anden side af jorden fra Danmark gjorde det til noget nærmest uopnåeligt.
Efter vores rundtur i Australien i oktober havde vi fået blod på tanden til at gentage succesen med at leje en autocamper. Planlægningen var lidt mere besværlig denne gang, fordi vi skulle have bagagen med i flyet, og fordi der ikke var plads til kufferter i camperen. Samtidig skulle vi pakke efter alt fra regnvejr til frost til badevejr.
Det gik dog over al forventning, og torsdag den 7. april om morgenen stod alle tasker klar til afrejse. Vi skulle først rejse sidst på eftermiddagen, men vi blev nødt til at skulle ind til centrum fra morgenen for at få nogle ting på plads omkring forlængelse af vores visa, da det var den eneste tid vi kunne få.
Dagen var planlagt uden hensyntagen til Murphys lov, hvilket ramte os som en boomerang. Vi ventede og ventede i byen, og endte med at få så travlt, at vi måtte praje en taxa hjem, og ringe efter en taxa til lufthavnen. Da vi kom hjem, holdt den næste taxa og ventede, naboens børn var på besøg, og det sidste skulle pakkes.
På vej ned i lufthavnen følte vi os som med i en scene fra Alene Hjemme.
Nordøen:
Vi ankom til Auckland Airport torsdag aften, og fandt en shuttlebus til vores hotel. Næste morgen fik vi autocamperen, og efter et lækkert morgenmåltid på hotellet, samt proviantering i et indkøbscenter i Auckland begyndte vi turen mod nord. Auckland er en flot storby, med masser af vand omkring. Der er et utal af lystbåde i de små havne og ude på vandet. Byen virker ikke særlig industriagtig, selvom det vel er New Zealands eneste rigtige storby.
Nord for byen bliver landskabet hurtigt mere trivielt. Det mest interessante nord for Auckland den første dag var nok den lille by hvor vi overnattede. Mange huse og forretninger havde lysdekorationer på taget, lidt som en permanent juleudsmykning, bare med forskellige motiver.
Næste dag fortsatte vi mod nordøst gennem Bay of Islands. Området var smukt, men skulle nok have været oplevet fra vandet. Vi fortsatte mod nord, og camperede på en lille hyggelig plads i nærheden af et vandfald. Her faldt vi i snak med en familie fra Finland, som rejste rundt med deres to børn. Om aftenen hyggede vi os sammen med dem over en flaske rødvin med den brusende lyd fra vandfaldet i baggrunden. Nu følte vi, at vi for alvor var kommet til New Zealand.
Den nordøstlige del af New Zealand var imponerende med et væld af bugte, strande og småøer. Vejret var rimelig fint strandvejr, og William kom i vandet.
Resten af den nordlige del og den nordvestlige del af øen fandt vi mindre interessant, måske fordi det blev gråvejr. En undtagelse var dog sanddynerne, som var en stor oplevelse at se.
Længere sydpå kom vi til Waitomo Caves med de berømte glowworms. Drypstenshuler er altid en oplevelse, men det var spektakulært at sejle på den underjordiske flod med tusinder af glowworms over sig, der fik hulen til at ligne en stjernehimmel.
Næste stop var Matamata, hvor vi besøgte Hobbiton, en by der er bygget til optagelserne af Ringenes Herre. Det var en stor oplevelse for os alle, men nok mest for Simon og Emil, der kunne genkende de forskellige steder fra filmene.
Vi overnattede i Rotorua, der har en karakteristisk svovllugt fra de varme kilder, og børnene nød godt af at kunne benytte de varme termiske bade på campingpladsen.
Næste dag fortsatte vi til Lake Taupo, hvor vi først sejlede vi over til det geotermiske område, Orakei Korako. Det var en stor oplevelse at se og opleve naturens mærkelige udformninger her. Herefter så vi Huka Falls, et imponerende brusende vandfald med turkisblåt vand.
Vi kørte sydpå til New Zealands hovedstad, Wellington, hvor vi skulle med færgen til sydøen.
Sydøen:
Vi havde hørt at færgeturen til Picton på sydøen er fantastisk, hvis man er så heldig at have stille vejr. Vejret kunne vi sådan set ikke klage over, men færgen var meget forsinket, så den smukkeste del af turen fik vi desværre i mørke. Vi overnattede et stykke udenfor Picton, og i løbet af natten begyndte det at regne. Regnvejret fortsatte næste dag, hvor vi kørte til Abel Tasman nationalparken, og de næste par dage, hvor vi kørte sydpå ned langs vestkysten. Gåturen op til Franz Josef gletcheren var vi dog så heldige at få i tørvejr.
Efterhånden som vi nærmede os Queenstown klarede det mere og mere op, og det sidste stykke vej, hvor vi havde udsigten fra New Zealands højst beliggende astfaltvej, kørte vi i strålende solskin.
Efterårsfarverne blev mere udtalte på træerne efterhånden som vi bevægede os sydpå, og omkring Queenstown var naturen farvet af et væld af træer i røde og gule nuancer. Det var surrealistisk smukt sammen med det turkisblå vand og bjergene i baggrunden.
Vi overnattede i Queenstown, og vågnede op til sne, hvilket var en udsøgt fornøjelse for børnene. Køreturen ud til Glenorchy, som kaldes “Gateway to Paradise” var spektakulær, og vi spiste frokost på den lokale cafe før vi vendte tilbage til Queenstown. Om eftermiddagen kørte vi sydpå til Manapouri, hvor vi skulle sejle fra næste morgen, for at se Doubtful Sound. Fjorden har fået sit navn fordi kaptajn Cook skrev i sin log, at han ikke turde sejle ind fordi det var tvivlsomt om han kunne få vind til at få skibet ud igen.
Doubtful Sound var flot, men desværre regnede det, og sigtbarheden var ikke for god. Der var mange flotte vandfald, og det var også sjovt at se det vandkraftværk, som vi passerede. Vi skulle ned i en halvanden km tunnel ind i et bjerg for at komme til kraftværket – det var en speciel fornemmelse at vide, at der kun var en vej ud!
Dagen efter kørte vi den smukke tur ud til Milford Sound. Det var virkelig storslået, og i glæden over, at vi var blevet velsignet med solskin, valgte vi at chartre en helikopter til en flyvetur rundt i området. Det var en stor oplevelse, ikke mindst da vi landede på en gletcher i nærheden.
Vi overnattede igen i Queenstown, og fortsatte næste dag gennem den charmerende guldmineby Arrowtown til Mount Cook, New Zealands højeste bjerg. Søerne i dette område er usandsynligt turkise, næsten mælkede. Vi fortsatte til Lake Tekapo, der er endnu en turkis sø, og camperede i nærheden af den berømte lille kirke, der ligger på en lille halvø. Næste morgen deltog vi i langfredagsgudstjenesten i kirken, inden vi fortsatte til Akaroa. Akaroa er en vulkansk halvø sydøst for Christchurch, som har haft mange franske bosættere. Vi camperede her og kørte næste morgen rundt langs vulkankrateret på vej til Christchurch. Vi fik os logeret ind på hotellet og sluttede ferien med en hyggelig middag.
Vel tilbage i Sydney nåede vi lige akkurat påskegudstjenesten. Herefter havde vi et par fridage, som vi hovedsageligt udnyttede til at slappe af og fordøje turen. New Zealand er helt sikkert et af de steder, som vi ikke vil glemme igen!
Vi har lagt to billedserier ind fra turen.