Hverdag igen

February 16th, 2011

Selvom sommerferie er fantastisk og ikke til at overskue at sige farvel til, er der også et eller andet hyggeligt ved når hverdagen kommer igang igen. Lidt på samme måde, som når det begynder at regne efter en lang og fantastisk solskinsperiode.

Vi har nu haft et par uger til at komme tilbage i rutinerne, og nyder det mere end vi havde troet. Selvom det måske lyder lidt banalt, så er det en lettelse langt om længe at prøve at vende tilbage til kendte rutiner hernede. Det er ikke fordi vi ikke har nydt de første år her, hvor alt var nyt og hektisk, men det er en komfortabel følelse lige nu at vi efterhånden er ved at have en hverdagsrutine igen.

De sidste dage i sommerferien kørte vi en tur sydpå til Batemans Bay. Selvom der ikke er mere end 4-5 timers kørsel derned tog vi tidligt afsted for at kunne opleve mest muligt på vejen. Morgenmaden spiste vi i Kangaroo Valley, med udsigt over en lille rolig sø. Vi fortsatte herefter sydpå, og kørte til Jervis Bay, der udover at være berømt for de mange giftige edderkopper, også er et helt fantastisk naturskønt område med hvide strande, fascinerende klipper og turkisblåt vand. Vi brugte det meste af dagen her, inden vi fortsatte til Batemans Bay.

Batemans Bay var en efter Australske forhold livlig turistby. Der var masser af gode spisesteder, specielt langs med havnen. Restauranterne var generelt godt besøgte, men overraskende nok var der var ingen larm. Vi gik nogle hyggelige ture, både langs havnen og på klipperne mellem strandene.

Vi brugte en dag på at opleve området syd for Batemans Bay. Tuross Heads var spektakulært med strande, hvor der var vand på begge sider. Den helt store overraskelse var Naroma, hvor en flod med turkisblå vand, der løb ud i havet næsten fik os til at føle os hensat til Caribien. En søløve der boltrede sig i vandet få meter fra os fik vi også med inden vi fortsatte til den lille hyggelige by Tilba.

Vi besluttede os for at tage de små veje til Tilba. Det var en flot tur, selvom vi på et tidspunkt måtte vende om og finde en lettere vej, da der kun var adgang for 4-hjulstrækkere. Det var godt det samme, for det sidste stykke havde været noget tvivlsomt med et par vandløb vi skulle krydse i Taragoen, og en sti der ikke var meget bredere end bilen.

Tilba var en lille hyggelig og velholdt gammel mineby. De gamle huse og butikker var nu mest cafeer og brugskunst. Efter at have spist eftermiddagskaffe på en cafe kørte vi tilbage til Batemas Bay, igen af de små veje.

Vi havde ikke fået nok af Jervis Bay, og valgte at bruge en dag der på vejen tilbage til Sydney. Vejret var bedre end første gang vi var der, og vi nød det alle i fulde drag.

Nu er vi så som skrevet tilbage ved hverdagen. Generelt har børnene nydt at komme tilbage til skolen. De er alle kommet i nye klasser i år. William er taget afsted på lejr ved Galston idag med sin klasse. Han har glædet sig meget, og har ikke været det mindste bekymret.

For nogle dage siden lagde vi en billedserie ind fra vores tur til Batemans Bay.

Jule sommerferie

January 19th, 2011

Kalenderen minder os om, at vi nærmer os slutningen af januar og dermed også slutningen af børnenes dejlige, lange sommerferie. Børnene har nydt ferien i fulde drag, og selvom Kent ikke har haft så meget fri, giver det en anden ro på, når børnene ikke skal i skole.

Kents søster og svoger samt deres to børn var her godt to uger hen over julen, så der var liv og glade dage i det lille hjem. Det var rigtig hyggeligt at have besøg, og vi nød at få lov til at dele lidt af vores liv her med dem. Poolen blev flittigt brugt specielt af børnene, og de nød virkelig hinandens selskab. Selvom vi har haft en del besøg fra Danmark, var det første gang, at der var børn med, så det var noget af en begivenhed.

Vi havde nogle hyggelige juledage sammen, hvor vi fik puttet de fleste af vores danske juletraditioner ind i de australske rammer. Det, at finde den store kasse med plastic juletræet frem for derefter at samle det, er blevet en af de traditioner, som hører med til juleforberedelserne, og julefrokosten på terrassen hører sig også til.

Nytårsaften holdt vi selv herhjemme, og vi havde en på en gang stille, hyggelig og festlig aften. Vi var alle mand i poolen indtil sidst på eftermiddagen. Børnene havde bestemt en nem og lækker nytårs menu, og de gik vældig op i forberedelserne. Simon og Emil tog sig af borddækningen, og William lavede forretten, mens vi tilberedte hovedretten.

Søndag den 2. januar havde vi vores bibelkreds her hjemme hos os til forsinket jule have party. Det var en fantastisk dag! Vi var 26 børn og voksne, så vi var glade for, at det var rigtig sommervejr. Der blev grillet bøffer og pølser i lange baner, og poolen blev flittigt brugt af børn i alle aldre.

Vi har været en del her hjemme og bare nydt sommervejret, poolen og hinanden. Det har været skønt at have tid og mulighed for at tage på ture sammen i weekenderne, og de sidste to lørdage har vi været på stranden, hvor vi har nydt at boltre os i de store bølger. Efter strandturen i lørdags tog vi ind til Darling Harbour, hvor vi havde bestilt bord på en restaurant med udsigt over vandet. Aftenen sluttede med fyrværkeri ude over vandet til stor overraskelse for børnene. I søndags besluttede vi os for at tage på udflugt lige efter kirke. Vi pakkede køletasken med frokost og drikkevarer og kørte syd på ned langs kysten uden noget bestemt mål. Vi havde en rigtig dejlig dag, og børnene spurgte, om vi ikke snart kunne tage på sådan en tur igen. Det må da være tegn på, at de nød dagen. 

Siden vi sidst har skrevet her på hjemmesiden, har vi lagt tre billedserier ind. Den første er fra jul og nytår og begivenhederne der omkring. Den anden er fra forrige weekend, hvor vi var ved stranden, og den sidste er fra vores tur i søndags samt et par enkelte billeder fra Darling Harbour lørdag aften.

Fra forår til sommer

December 6th, 2010

Der har været usædvanligt mange blomster i de blå træer i år. Måske er det på grund af, at der har været meget regn, måske er det bare fordi foråret har været noget koldere end normalt. Ikke desto mindre er det et fantastisk syn at sidde og kigge ud af vinduet her mens det er i skumringen og beundre de tykke blå blomster i træerne, der bliver ved med at være intense, selvom vejen under dem har været blå af nedfaldne blomster de sidste 14 dage.

Det rigtige varme og vedholdende forår lod længe vente på sig, og vi har opholdt os væsentligt mere indendøre end de tidligere år. Det er der også noget hyggeligt i, og specielt Emil har i den grad nydt regnen og at sidde og hygge med familien foran fjernsynet.

Nogle uger med sol og varme er det dog også blevet til, og børnene har benyttet poolen flittigt siden slutningen af oktober.

Emils fødselsdag er også blevet fejret. Først for kammerater fra hans klasse og fra kirken lørdag den 20. Det var en hyggelig dag, og vi kan virkelig fornemme fra år til år at børnene bliver mere voksne. Den 1. December holdt vi så Emils fødselsdag for familien. Det er en tradition som vi alle elsker, fordi den falder sammen med at julemåneden starter. Vi har lagt en lille billedserie ind fra dagen.

Den sidste weekend i november holdt vi grillfest for Kents kolleger med familie. Det er en hyggelig tradition, og rart at lære andre sider af kollegerne at kende. Det var også en god forberedelse til den store julefest med Kents arbejde, som vi var til inde i centrum sidste lørdag. Festen blev holdt på “Wolfies”, hvor vi også har haft en del gæster fra Danmark med ud at spise, fordi man sidder på første parket med udsigt over operahuset.

Nu er det så for alvor ved at blive sommer. Børnene har sidste skoledag på torsdag, og de glæder sig meget til sommerferien, ikke mindst fordi vi får besøg fra Danmark fra næste weekend!

Vi har lagt en billedserie ind med lidt stemningsbilleder fra de sidste dage i november.

Rundt i Australien 2010

October 15th, 2010

Vel tilbage fra to intense uger rundt I Australien er det blevet tid til at se lidt tilbage. Hver dag havde sin egen historie og sine egne oplevelser – tilsammen blev de til det eventyr, som vi nu alle seks har lagret I hukommelsen som et eventyr, vi har været en del af.

Indlæggene her på hjemmesiden har vi valgt at skrive som dagbog, det vil sige at der er et indlæg og en billedserie for hver dag vi var afsted. Som det første billede i den første billedserie har vi lagt et kort ind, der skiserer ruten, som vi tog. Numrene, der er skrevet på i hånden viser hvor vi sov de forskellige nætter.

Vi havde oprindeligt besluttet os for, at vi ikke skulle noget I forårsferien – det havde allerede været et hektisk år med tur til Nelson Bay I Januar, Fiji I April og Danmark I Juli. Efterhånden som vi nærmede os, blev vi dog mere usikre på beslutningen, og I starten af September begyndte vi at snakke om at køre en længere tur. Med 2½ uge tilbage til ferien bestilte vi en autocamper og gav os til at planlægge turen.

Vi ville ind til området ved Ayers Rock, og vi ville helst ikke køre den samme vej frem og tilbage. Det var de oprindelige rammer, som vi havde sat op for turen. Ruten, som vi valgte gik op gennem New South Wales, gennem det vestlige Queensland ind i Northern Territory, hvor vi så igen kørte syd gennem South Australia tilbage til New South Wales og Sydney. Det var ikke uden bekymringer, vi planlagde turen ind i Outbacken, men ved hjælp af råd fra venner og kolleger fik vi efterhånden organiseret nødforanstaltningerne, hvis noget skulle gå galt. Masser af ekstra diesel, masser af vand, en satelit telefon og førstehjælpsudstyr var hovedingridienserne i overlevelsespakken.

Med over 8000 km foran og kun lidt mere end 2 uger til vores rådighed, var en af de største udfordringer at undgå, at det blev et ræs rundt, hvor vi ikke fik oplevet meget. Vi bestemte os for at stille urene tre timer frem, hvilket betød at vi kunne sove lidt længere og alligevel spise morgenmad, mens solen stod op. Eftersom vi alligevel skulle køre i forskellige tidszoner gav det god mening at stille urene efter solen.

Ud af Sydney

October 15th, 2010

Fredag den 24. September.

Planen var lagt og alt var forberedt. Vi skulle være effektive og udnytte hvert minut af fredagen. Vi ville køre til den anden side af bjergene, men helst skulle vi nå så langt fredag, at når vi stod op lørdag morgen var vi allerede i outbacken. Det var planen, virkeligheden blev en anden.

Kent tog toget til lufthavnen tidligt om morgenen fredag for at hente autocamperen. Det australske samfund er på godt og ondt organiseret lidt anderledes end det danske. Blandt andet er der helt andre muligheder for at sagsøge personer eller virksomheder, hvis noget går galt. Derfor er det nødvendigt at have dokumentation for, at ansvaret er fuldt og helt overdraget.  Det blev vi ramt af denne fredag morgen, men efter 1½ times sikkerhedsvideo og uendeligt mange formularer, der skulle forklares og underskrives, fik vi endeligt overdraget nøglerne til bussen.

Bussen blev parkeret hjemme, og Kent tog på arbejde en lille tur, mens Rikke og børnene pakkede og organiserede. Uheldigvis skete der noget usædvanligt på Kents arbejde, der gjorde, at han ikke kunne komme derfra. (Der sker næsten altid et eller andet den sidste dag før ferien, så måske kan det ikke længere kaldes usædvanligt).

Vi kom afsted ved halv fire tiden, men med myldretidstrafikken og en ulykke ved foden af Blue Mountains, var det aften inden vi nåede den anden side af bjergene, ca 150 km hjemmefra. Vi fortsatte et lille stykke, men det er hverken særlig sikkert eller særlig behageligt at køre på de australiske veje i mørke. Mellem Bathurst og Orange besluttede vi os for at holde ind på en rasteplads og slå lejr for natten. Det var en speciel og lidt skræmmende fornemmelse at campere i det fri for første gang, desværre fik vi ikke taget nogle billeder denne dag.

Bathurst til Wyandra

October 15th, 2010

Dag 1, Lørdag den 25. September

Vi stod op, da det var ved at blive lyst. Det var en kold morgen, kun lige over frysepunktet, og der var ikke gasvarme i bussen. Kulden var kontrast til dagen i forvejen, hvor vi havde kørt fra Sydney i 25 graders varme.

Vi besluttede os for at køre et stykke før morgenmaden. Området var eventyragtigt med em over de små damme, og det blev ikke mindre smukt, da solen stod op og farvede hele sceneriet i et gyldent skær. Det tog næsten pusten fra os, og vi holdt ind igen og igen for at nyde de smukke perler af udsigt.

Efter en times tid holdt vi ind på en rasteplads og havde feriens første morgenmadspause. Det var en god fornemmelse at være afsted sammen som familie, og møbleringen af bussen var genial. Børnene sad to og to ved siden af hinanden overfor de to andre med et bord imellem. De kunne spille kort, tegne, spille på ipads-pods-phones eller se film. Børnene havde forståeligt nok ikke samme behov for at opleve naturen som vi voksne, men som regel var de på stikkerne, når der var noget spektakulært at se.

Efter morgenmaden fortsatte vi vest på gennem Dubbo til Nyngan, hvor vi drejede fra nord på mod Bourke. Det blev hurtigt varmere, og efterhånden var der ikke så meget vand i floderne. Vi beundrede det frodige landskab og de mange smukke blomster, der blev ved med at præge landskabet langs Mitchell Highway. Sidst på eftermiddagen krydsede vi grænsen til Queensland og kørte gennem Cunnamulla til Wyandra, hvor vi holdt pause for natten.

Wyandra var en spøjs by. Vi fandt et skilt mod ”information”,  men der var ingen logiske steder at henvende sig. Efter lidt tid råbte en mand fra baghaven, om vi manglede et sted at campere, hvorefter han forklarede vejen til en campingplads nogle få hundrede meter væk.  Det var en stor plads med en del campister og en fælles bålplads. William og Marcus fandt sig hurtigt nogle venner, mens vi andre forberedte aftensmaden.

Da mørket faldt på kunne vi virkelig mærke, at vi var kommet til et andet klima. Luften blev tyk af insekter i alle mulige afskygninger, lige fra små fluer, der næsten kunne kravle gennem fluenettet til store græshopper og natsværmere der ramte vinduerne med bump.

Billeder fra turen

Wyandra til Longreach

October 15th, 2010

Dag 2, Søndag den 26. september.

Vi spiste morgenmad, mens solen stod op og fortsatte køreturen nordpå gennem Charleville til Tambo Lake, hvor vi spiste frokost. Rastepladsen var som en oase ind i det ellers relativt tørre område.

Efter frokosten fortsatte vi af Landsborough Highway til Blackall, hvor vi besluttede os for at dreje fra ad en lille vej mod Isisford. Omådet vi kørte igennem var varieret med floder og damme, og et stort dyreliv. Da vi kom til Isisford var vejen oversvømmet af floden. Vi overvejede det et par gange, før vi besluttede at køre gennem i autocamperen, men vi havde ikke kørt langt før vi kom til en endnu større oversvømmelse. Efter at vi havde konfereret med nogle lokale, besluttede vi os for at prøve lykken igen, og vi endte tørskoede på den anden side.

Vi fortsatte mod nord til Longreach, hvor det berømte Quantas museum ligger. Hovedattraktionerne her er en jumbo Boeing 747, samt en Boeing 707, der er indrettet som kongesuite. Vi valgte dog i stedet at besøge Stockmans Hall of Fame, en historisk udstilling der omhandler, hvordan de oprindelige kvægfarmere slog sig ned i indlands Australien, og hvordan deres hverdag fungerede. Det var på mange måder en spændende udstilling, som vi dog var godt tilfredse med, at vi ikke havde planlagt at bruge en hel dag på.

Da vi kom ud fra museet var vejret slået om, og himlen havde åbnet sine sluser. Heldigvis varede det ikke længe, og allerede da vi kom til den anden side af Longreach, var det klaret op igen. Efter et par forsøg fandt vi en hyggelig rasteplads, hvor vi besluttede os for at campere for natten. Rastepladsen gav os også mulighed for at opleve et par imponerende store road-trains tæt på.

Billeder fra turen

Longreach til Mount Isa

October 15th, 2010

Dag 3, Mandag den 27. september.

Vi fortsatte nordpå og havde ikke kørt langt, før vi ramte en græshoppesværm. Det er nogle imponerende store og hårdføre insekter, der ikke nødvendigvis lader sig mærke med at blive ramt af en Mercedes med 110 km/t.

Vi gjorde holdt i McKinlay, en lille by med 20 indbyggere, men hjem for det berømte Walkabout Creek Hotel fra filmen Crocodile Dundee. Her fik vi os en øl eller sodavand på Mick Dundees stambar og en is på den lokale benzinstation, inden vi begav os videre til Mt Isa. På vejen kom vi gennem Cloncurry, hvor byskiltet sagde: ”Vi garanterer Dem en varm velkomst. Indehaver af Australiens temperaturrekord 53,6 grader celcius”.

Området mellem Longreach og Mt Isa er kendt for de usædvanligt mange fund af dinosaur skeletter og fossiler. Vi besøgte den lokale udstilling i Mt Isa. Uheldigvis havde manden, der arbejdede i laboratoriet fri den dag, så laboratoriet var lukket. Vi måtte nøjes med at gå en tur rundt i museet og se en film, der forklarede om de forskellige fund. Det mest fantastiske var dog, at centeret havde gode badefasciliteter, så vi kunne få et tiltrængt brusebad.

Mt Isa er en udpræget nyere mineby, men vi syntes den var overraskende hyggelig og pæn. Generelt  havde vi forventet, at det nordlige Queensland var et tørt og fladt område, men tværtimod var områderne til tider meget kuperede og frodige. Specielt området omkring Mt Isa så spændende ud, og kunne have været oplagt at se nærmere i en firehjulstrækker.

Efter at have spist aftensmad på en lokal restaurant, McDonnalds, kørte vi ud af Mt Isa og fandt en hyggelig rasteplads, hvor vi camperede. Vi nød den fantastiske solnedgang, og William og Marcus fandt sig hurtigt venner fra de to andre familier på pladsen.

Billeder fra turen

Mount Isa til Devils Marbles

October 15th, 2010

Dag 4, tirsdag den 28. september.

Fra Mount Isa satte vi kurs vest på. I morgensolen så det fuldstændigt ud som om, vi kørte med udsigt over vandet, når vi kiggede mod syd ind i landet. Måske kan det have været det syn, der fik nogle af de første explorers til fejlagtigt at tro, at der var et stort indlandshav i Australien. Vi fik tanket og fyldt vand på i Camooweel, inden vi fortsatte ind i Northern Territory.

Det første stykke vej i NT var fladt og uinteressant, og vi kørte igennem indtil frokostpausen. Vi havde passeret to tankstationer med ”out of fuel” skilte, og vi var efterhånden ved at trænge grundigt til at få fyldt diesel på. Autocamperen var ikke super-økonomisk. Faktisk holdt vi et gennemsnit på omkring 5 km/l. Eftersom der ikke var udsigt til at vi kunne nå frem til den næste tankstation på hvad vi havde tilbage, ville vi fylde diesel fra reservedunkene på, men autocamperfirmaet havde installeret en låseanordning, så der kun kunne fyldes brændstof på fra en specifik dieselpumpe. Heldigvis kom en hjælpsom backpacker forbi i en firehjulstrækker. Han hentede sin værktøjskasse, og fik låsen åbnet.

Vi nåede frem til Three Ways, hvor vejene til Darwin, Mount Isa og Alice Springs mødes. Tankstationen her var et udpræget mødested for lastbilchauffører, og på pubben var væggene dekoreret med billeder af truckere og lastbiltog.

Vi fortsatte videre sydpå til Tennant Creek, hvor vi tog en afstikker til Lake Mary Ann. Køreturen ned til søen var hyggelig med sandstensbjerge på den sydlige side af vejen, og fladt landskab på den nordlige side. Efter at vi havde set søen, fortsatte vi videre til Devils Marbles. Det var et vidunderligt område, hvor de store kuglerunde sten lå spredt ud på klipperne, som om de var hældt ud. Vi endte med at campere der for natten, og nød den fantastiske solnedgang.

Billeder fra turen

Devils Marbles til MacDonnalds Ranges

October 15th, 2010

Dag 5, onsdag den 29. september.

Efter at have spist morgenmad og nydt solopgangen over de fantastiske Devils Marbles kørte vi videre sydpå mod Alice Springs. Landskabet, vi kørte igennem, var i begyndelsen flade sletter, men ændrede pludselig karakter. Vejen begyndte at sno sig ud og ind mellem bakker og klipper, og træerne og blomsterne var imponerende op mod den røde jord. Desværre var det ikke nemt at komme til at stoppe for at tage billeder, og inden vi vidste det, var vi pludselig i Alice. Alice Springs er en relativt stor indlandsby efter Australske forhold. Den er vel på størrelse med en mindre dansk provinsby. Alting i byen virkede pænt og velholdt, men ellers var selve byen relativt uinteressant. Vi kørte ud til den gamle telegrafstation, der nu er museum. Telegrafstationen blev bygget for at kunne sende beskeder fra Europa, gennem Darwin og videre til Sydney, Melbourne og Adelaide. Samtidig fungerede stationen som omlastningsområde, hvor gods blev flyttet mellem toget og kamelkaravaner, som hovedsageligt gik vestpå. Det var spændende at se, hvordan livet har været i det område før. Oprindeligt blev telegrafstationen bygget der, fordi der var en kilde med vand, hvilket ellers er meget sparsomt i det centrale Australien. Folk på stationen blev dog hurtigt trætte af, at aboriginerne blev ved med at komme og hente vand ved kilden. Derfor hegnede de hele stationen, inklusive kilden ind. Det førte selvsagt til konfrontation, og aboriginerne slog alle folkene på stationen ihjel.

Efter at have set telegrafstationen og den nærliggende hyggelige park kørte vi videre mod vest til West MacDonnalds Ranges nationalparken, og fandt et dejligt sted at campere med udsigt over bjergene. Hen mod aften blev det noget koldt og blæsende, så vi hyggede os inde i autocamperen med et spil Rummikub.

Billeder fra turen