Arkiv for August 31st, 2008

Begivenhedsrig weekend

Sunday, August 31st, 2008

Lørdag morgen vågnede vi op til en dejlig, lun solskinsdag. Efter morgenmaden besluttede vi os for at køre ned og se Bondi Beach, hvilket vi har snakket om flere gange. Børnene var ude at soppe, selvom vandet stadig var ret køligt. Der var store flotte “surfer-bølger” og de blev udnyttet af rigtig mange. Det er imponerende at se, når surferne fanger bølgerne og glider hen over vandet.

Bondi

Efter en times tid kørte vi videre syd på og kom forbi flere fantastiske strande og fascinerende vilde kyststrækninger. Da vi langt om længe kom ud af byen, kørte vi ind i en stor nationalpark med bjerge og tæt bevoksning. Naturen varierede meget -nogle steder var der frodige skove med palmer, og andre steder var det lavere og mere udtørret. Vi kørte ned til en lille, stille by nede ved kysten -virkelig en kontrast til det mere pulserende Sydney. Byen i sig selv var ikke speciel imponerende, men der var stemning og atmosfære. Alle virkede, som om de havde god tid. Forældre der legede med deres børn på legepladsen, unge mennesker der grillede på den offentlige grill, og folk der holdt picnic på stranden. Vi købte en pizza i byens lille take-away snosk, og lod roen falde over os.

I morges stod vi op til regnvejr og 22 grader. Vi kørte op til den danske kirke i forvisning om, at der var gudstjeneste kl 10, men nej. Det var kun den 1. og den 3. søndag i måneden, og ikke hver anden søndag, som vi havde troet. I stedet blev vi inviteret på formiddagskaffe hjemme ved præsten, det var rigtig hyggeligt.

I eftermiddags var Marcus og Rikke til fødselsdag hos en dreng fra Marcus’ klasse. Det var en meget anderledes børnefødselsdag, end hvad vi har været vant til. De fleste andre troppede op hele familien, vi fik lidt hurtig stående eftermiddagskaffe og kørte så allesammen ud i et legeland, og gaverne blev først pakket op, efter alle gæsterne var taget hjem. Det var rart at prøve at være til en børnefødselsdag hernede, så vi kender lidt til normerne og spillereglerne, inden vi skal holde Marcus’ fødselsdag i næste uge.

Vi har lagt en lille billedserie ind her fra den sidste uge.