Jedig Travel Blogs

Så har børnene haft sidste skoledag i Carlingford. Det var trist for både børn, lærere og forældre at sige farvel -der er mange gode minder forbundet med skolen der. Vi ved stadig ikke, hvad der sker efter ferien. Ejeren er stadig meget optimistisk, men jeg tror, at de fleste af vi andre er ved at miste håbet. Det er slidsomt at stå midt i usikkerheden, og det er svært at gå hel hjertet ind i søgningen efter en anden skole, så længe at der stadig er et lille håb om, at skolen overlever.

Der er flere, der har spurgt til, om vi mærkede noget til sandstormen i sidste uge. Det gjorde vi, og vi fik konstateret, at vores hus ikke er særlig tæt. Der var et fint lag rødt støv overalt i huset. Det var faktisk utrolig flot om morgenen, hvor der var et imponerende orange lys udenfor.

Lasse og Lisbet er kommet tilbage i dag, og det lyder til, at de har haft nogle fantastiske dage med masser af oplevelser. Torsdag morgen kører vi afsted på ferie nordpå sammen med dem. Det bliver godt at komme afsted nogle dage og forhåbentlig kan vi slippe nogle af spekulationerne og bare holde ferie.

Vores liv her i Sydney er lige i tiden præget meget af, at skole situationen er meget usikker. Vi ved ikke, om skolen er i stand til at åbne igen efter ferien i oktober. Dettte handler om, at de af forskellige årsager er blevet bedt om at være ude af de nuværende bygninger allerede den 2. oktober. De har på nuværende tidspunkt ikke fundet andre bygninger, som de kan flytte skolen til, og derudover ser økonomien ikke lovende ud.

Jeg er (uheldigvis) blevet formand for forældregruppen og har derfor været meget på skolen de sidste mange dage. Jeg har været til et utal af møder med skolelederen, ejeren af skolen samt en af de andre fra forældregruppen. I mandags holdt vi et stormøde på skolen, hvor alle forældrene var inviteret for at drøfte overvejelser for skolen fremtid. I morgen skal hende den anden fra forældregruppen og jeg med ud og se på nogle bygninger, som skolen overvejer at flytte til, men der er mange ting, der skal gå op, før det eventuelt kan lade sig gøre. Selvom tingene skulle ske at falde på plads med de bygninger, vil det tidligst blive i starten af november. Der vil derfor blive et slip på nogle uger, hvor der skal findes et andet sted at undervise børnene.

Det er en hård og slidsom periode for alle -både børn, forældre og lærere. Det er svært ikke at vide, hvad vi skal indstille os på. Vi har nok alle et spinkelt håb om at skolen fortsætter, men det svinder efterhånden som dagene går. På mandag skal vi have endnu et møde på skolen, hvor vi håber, at vi får lidt mere afklaring på fremtiden.

Jeg har i dag taget kontakt til tre forskellige skoler og skal op og se den ene af dem på tirsdag. Den skole, som nok var vores umiddelbare første valg, kan ikke tage børnene nu, og de kan heller ikke love, at de kan tage dem i januar. Det er svært at gå helhjertet ind i søgningen efter en anden skole så længe, der stadig er et lille håb.

Børnene skulle efter planen få ferie på fredag i næste uge, men på grund af flytningen har skolen været nødt til at lukke ned allerede tirsdag middag. Det bliver trist at forlade skolen den dag, for der er mange gode minder forbundet med det sted.

Lasse og Lisbeth (Kents bror og svigerinde) kom ned til os i torsdags, og det var rigtig dejligt at se dem igen. Vi har haft nogle hyggelige dage sammen med dem, selvom det med skolen selvfølgelig har fyldt meget og taget meget tid. De har lejet en bil i en uge og kørte afsted på ferie i går. De regner med at komme her tilbage tirsdag aften, og så kører vi på ferie sammen torsdag morgen -det glæder vi os til!!

Ja, så blev vores mindste mand 6 år. Han havde en rigtig god dag med alt, hvad der hører sig til. Jeg kørte op i skolen med kage og cacao til ham og hans klasse. Han strålede som en sol og nød i fulde drag at blive fejret. Ellers hyggede vi herhjemme med fødselsdagskage og aftensmad, hvor Marcus havde bestemt menuen.

Vi har inviteret hans klassekammerater, hans lærer og nabobørnene til fødselsdag i et legeland den 20. september, så det skal nok blive en festlig dag.

Lørdag var Simon og Emil afsted det meste af dagen sammen med en sød pige fra skolen. Vi kørte dem op i et stort shoppingscenter sidst på formiddagen, og så hyggede de sig der hele eftermiddagen med at stå på skøjter og være i biografen. Lørdag aften var Kent og jeg inde i byen uden børn. Vi mødtes med Williams dejlige lærer og hendes mand og spiste en god middag sammen med dem. Ham der ejede restaurenten havde boet i Danmark, indtil han var 11 år, så han kunne snakke dansk, dog med meget australsk accent. Det var lidt sjovt.

I går søndag var det Fars dag. Vi tog vi på en lille udflugt, hvor vi kørte ned i en dejlig park, der ligger 10 minutters kørsel herfra. Vejret var fint, og vi havde taget picnic tæppe og eftermiddagskaffe med, og vi fandt et sted, hvor der var fin udsigt over vandet og centrum. Det var hyggeligt at sidde der og nyde kaffen og udsigten.

Børnene er stadig glade for skolen og de må siges at være ret flittige med deres lektier. William og Marcus er efterhånden så fortrolige med engelsk, at de ikke tænker over, om de snakker dansk eller engelsk, og ofte blander de sprogene noget sammen. Vi forsøger at få dem til at snakke enten dansk eller engelsk i stedet for at blande det sammen, men det kan godt være lidt svært for dem. En dag, hvor Marcus var ved at fortælle mig noget, spurgte jeg, om han ikke kunne prøve at fortælle mig det hele på dansk, men det mente han ikke var så let. Både lidt sjovt og skræmmende.

Vi har lagt en billedserie ind primært med billeder fra Marcus’ fødselsdag og fra Fars dag.