Hjem til Sydney

Så er vi kommet hjem til Sydney igen efter en dejlig ferie på Sunshine Coast. Det har været en spændende ferie med mange oplevelser, og vi har nydt at se og opleve lidt andet af Australien end storbyen Sydney. Vejret har været lidt blandet og ikke helt så varmt, som vi havde forventet, men det gav os mulighed for at komme ud og se noget mere.

En af de første dage kørte vi ud til Australia Zoo, som vi havde hørt skulle være fantastisk, og det var den også. Den er åbnet og ejet af Steve Irvins familie (kendt som krokodille-manden i fjernsynet). En anden dag gik/kravlede vi op på toppen af Mount Coolum, som er verdens anden største sten. Det var en flot og tilpas udfordrende tur for en familie med fire friske knejter, og vi nød vist alle at få en forfriskende dukkert bagefter. En af de helt store begivenheder på ferien var vores tur til Fraser Island. Vi var derovre på en heldags “bus-tur”. Der er ingen rigtige veje på øen, så det kræver en firehjulstrækker at komme rundt. Stranden er det sted, det er lettest at køre, og derudover er der opkørte sand-veje på tværs af øen. Vi kørte og gik gennem regnskoven og var nede og bade i en sø inde midt på øen, som mest af alt lignede et sted i Caribien. Det var fortryllende smukt. Mens vi spiste frokost i nærheden af søen, gik der en én meter lang guanna rundt mellem benene på os for at finde mad -jeg var personlig mest begejstret for den på afstand! På sejlturen hjem så vi delfiner, der svømmede ved siden af båden.

Derudover kørte vi en del rundt i området bag ved kysten. Der var rigtig flot natur med bjerge, skove og hyggelige byer. Vi var selvfølgelig også ved stranden nogle gange, men der var som regel ret store bølger, så vi fik som regel hurtigt vores lyst styret med hensyn til at bade. Der var flere gange, hvor vi kunne se hvaler længere ude på havet -det var imponerende.

På vejen derop kørte vi ude langs kysten, men på vejen hjem kørte vi noget længere inde i landet. Vi havde fået at vide, at det var en meget ensformig strækning, men det syntes vi absolut ikke, at det var. Det var en fantastisk flot og meget varieret tur, og vi nød at have mulighed for at se lidt mere af Australien. Vi så en del vilde kænguruer på køreturen, og det er nu lidt noget andet, end at se dem i zoologisk have.

Vi kom hjem til Sydney sent lørdag aften, og søndag vågnede vi op til en total blå himmel, hvilket vi nød rigtig meget efter et par dage med skyer, regn og blæst. Børnene nød også at komme hjem igen, og de var en tur i poolen, som efterhånden er ved at have en ok temperatur. Vi var lidt spændte på, hvordan det ville være at komme hjem efter ferien til et hus, som stadig ikke helt er blevet vores hjem, men jeg tror egentlig at vi alle føler os mere hjemme nu, efter at vi har været væk herfra i knap et par uger.

Vi har ikke nået at lægge billeder ind fra ferien endnu, men det kommer…

Ingen Kommentarer.