Så blev huset solgt

Ja, så skete det som forventet at huset blev solgt. Selvom vi regnede med, at det ville blive solgt, er det alligevel lidt trist og underligt, at det nu er en kendsgerning. Vi har ikke mødt den nye ejer, og vi ved ikke, om han ønsker at lade os blive boende, eller om han selv vil flytte ind. Hende ejendomsmægleren, som vi lejede huset igennem, har lovet at prøve at kontakte ham mandag og finde ud af, hvilke planer han har. Lige nu er der mange modstridende følelser, der rører sig. Vi er kede af, at huset blev solgt, og samtidig er vi lettede over, at der nu ikke længere skal være åbent hus hver lørdag -det har været belastende, at der hver lørdag skulle komme fremmede mennesker og gå rundt i vores hjem.

Ellers har vi været til julefrokost sammen med en del af Kents kollegaer hjemme hos en af dem her i eftermiddag. Det var rigtig hyggeligt. Jeg nød at møde og snakke med dem, og de virkede til at være rigtig flinke. Kent nød også at være sammen med sine kollegaer på en anden måde, end han plejer. Det var vist det, man kalde en typisk australsk BBQ. Det var i meget afslappet stil, hvor vi spiste, efterhånden som der blev en plads ledig, og folk kom dumpende lidt efterhånden. Det har været rigtig varmt i dag, så det var rigtig haveparty-vejr.

I morgen skal vi holde Emils fødselsdag for hans klasse, så vi håber, at det bliver vejr til, at bønene kan komme i poolen -det vil Emil rigtig gerne. Vi har inviteret dem til at komme kl 12.30, og så er planen, at de hver især skal lave deres egen pizza. Det skal nok blive hyggeligt…

Ingen Kommentarer.