Sommer-hilsen

Ja, så er det for alvor blevet sommervejr her i Sydney. I går var det over 40 grader, så det var faktisk mest behageligt at være indenfor. Sidst på eftermiddagen begyndte det dog at regne og blæse, og på under én time styrt dykkede temperaturen til ca 25 grader, hvilket føltes temmeligt koldt. I dag er der 30 grader og fuld sol, så det er rigtig dejligt.

I mandags kørte vi ind til Sydney. Det var en dejlig tur, hvor vi rigtig oplevede byen. Vi gik en lang tur igennem byen og gennem botanisk have, var ude at sejle og var oppe i Sydney Tower, hvor der var en fantastisk udsigt, og vi virkelig kunne fornemme, hvor stor og vidtstrakt Sydney er. Bagefter spiste vi aftensmad på en restaurant i Darling Harbour.

Tirsdag startede Kent på arbejde igen, og børnene startede i skole i går efter 4 ugers sommer-juleferie. De syntes selvfølgelig, det var ærgerligt, at ferien var slut, men de nød vist alle at komme igang igen alligevel. Far og mor var med oppe og se skolen, hvilket både de og børnene nød meget. William var ret ihærdig med at præsentere dem for lærerne og sine kamerater.

Vi har lagt to billedserier ind her på hjemmesiden. Den første er fra da vi hentede mine forældre i lufthavnen, samt de første dage sammen med dem, hvor vi blandt andet var nede i Royal National Park og inde ved operahuset. Den anden serie er hovedsagelig fra juledagene. Billederne fra vores ferie kommer snart…

Ingen Kommentarer.