Arkiv for November 12th, 2009

Børnenes sidste skoledag på AIS

Thursday, November 12th, 2009

I går havde børnene så deres sidste skoledag på Den Amerikanske Internationale Skole. Det var selvfølgelig trist at tage afsked med såvel elever, lærer og forældre og i det hele taget at tage afsked med dette kapitel i vores liv. Jeg havde sammen med en af de andre mødre købt en flot buket blomster til alle lærerne for de penge, vi have tilbage i forældregruppen. Lærerne har virkelig været fantastiske, og det er imponerende som de har formået at bevare gejsten overfor børnene igennem det hele.

Der har ikke været meget at mærke på børnene. De virker glade og afklarede med situationen. De har besøg af et par af drengene fra skolen i dag, og jeg tror, at det er godt for dem at opleve, at selvom skolen er lukket, kan de stadig se deres kammerater derfra. I går aftes sad Kent og udfyldte nogle papirer til den nye skole, og da William så det, råbte han begejstret “Jubii, vi skal gå på Oxford Falls Grammar School”. Marcus har været noget skeptisk overfor den nye skole, fordi han syntes skoleuniformen var grim. Det viste sig, at han havde forstået det som om, at han skulle have kjole på, og det er der vel ikke noget at sige til, han ikke brød sig om.

Jeg regner med at køre op til den nye skole i morgen for at aflevere ansøgningerne om børnenes optagelse der. Det har været svært at nå frem til en endelig afklaring af, hvilken skole, der var den rigtige at vælge for børnene, men vi tror på, at det er en god skole.

I aften skal jeg ud og spise sammen med nogle af lærerne og mødrene fra den gamle skole, så det glæder jeg mig til. Det er Williams lærer, der har taget initiativ til det -imponerende at hun har haft overskud til at arrangere det midt i det hele.