Bathurst til Wyandra

Dag 1, Lørdag den 25. September

Vi stod op, da det var ved at blive lyst. Det var en kold morgen, kun lige over frysepunktet, og der var ikke gasvarme i bussen. Kulden var kontrast til dagen i forvejen, hvor vi havde kørt fra Sydney i 25 graders varme.

Vi besluttede os for at køre et stykke før morgenmaden. Området var eventyragtigt med em over de små damme, og det blev ikke mindre smukt, da solen stod op og farvede hele sceneriet i et gyldent skær. Det tog næsten pusten fra os, og vi holdt ind igen og igen for at nyde de smukke perler af udsigt.

Efter en times tid holdt vi ind på en rasteplads og havde feriens første morgenmadspause. Det var en god fornemmelse at være afsted sammen som familie, og møbleringen af bussen var genial. Børnene sad to og to ved siden af hinanden overfor de to andre med et bord imellem. De kunne spille kort, tegne, spille på ipads-pods-phones eller se film. Børnene havde forståeligt nok ikke samme behov for at opleve naturen som vi voksne, men som regel var de på stikkerne, når der var noget spektakulært at se.

Efter morgenmaden fortsatte vi vest på gennem Dubbo til Nyngan, hvor vi drejede fra nord på mod Bourke. Det blev hurtigt varmere, og efterhånden var der ikke så meget vand i floderne. Vi beundrede det frodige landskab og de mange smukke blomster, der blev ved med at præge landskabet langs Mitchell Highway. Sidst på eftermiddagen krydsede vi grænsen til Queensland og kørte gennem Cunnamulla til Wyandra, hvor vi holdt pause for natten.

Wyandra var en spøjs by. Vi fandt et skilt mod ”information”,  men der var ingen logiske steder at henvende sig. Efter lidt tid råbte en mand fra baghaven, om vi manglede et sted at campere, hvorefter han forklarede vejen til en campingplads nogle få hundrede meter væk.  Det var en stor plads med en del campister og en fælles bålplads. William og Marcus fandt sig hurtigt nogle venner, mens vi andre forberedte aftensmaden.

Da mørket faldt på kunne vi virkelig mærke, at vi var kommet til et andet klima. Luften blev tyk af insekter i alle mulige afskygninger, lige fra små fluer, der næsten kunne kravle gennem fluenettet til store græshopper og natsværmere der ramte vinduerne med bump.

Billeder fra turen

Ingen Kommentarer.