Cobar til Western Plains Zoo og hjem

Dag 14, fredag den 8. oktober

Vi pakkede sammen tidligt om morgenen og kørte de 400 km mod Dubbo stort set i et stræk. Landskabet ændrede sig efter kobberminebyen Cobar fra outback til landbrugsland. Der begyndte at være rapsmarker og kornmarker, som fortsatte ud i det uendelige.

Vi kom til Dubbo omkring middagstid. Her kørte vi ind til Western Plains Zoo, en fantastisk hyggelig og stor zoologisk have. Parken er speciel, fordi man kører rundt i bil, og der er mere plads til dyrene end normalt. Mange af dyrene er ikke bag hegn, så man har fornemmelsen af at opleve dem mere i naturen. Selvom vi var ved at være mættede af indtryk, var det alt i alt en god oplevelse og en god afslutning på ferien.

Hen mod aften kørte vi de sidste 400 km tilbage til Sydney. Vi var alle godt trætte og brugte, men vi havde følelsen af, at ferien som helhed havde været fantastisk, og at vi havde fået oplevelser, der langt overgik, hvad vi på forhånd havde drømt om.

Billeder fra turen

Ingen Kommentarer.