Mount Isa til Devils Marbles

Dag 4, tirsdag den 28. september.

Fra Mount Isa satte vi kurs vest på. I morgensolen så det fuldstændigt ud som om, vi kørte med udsigt over vandet, når vi kiggede mod syd ind i landet. Måske kan det have været det syn, der fik nogle af de første explorers til fejlagtigt at tro, at der var et stort indlandshav i Australien. Vi fik tanket og fyldt vand på i Camooweel, inden vi fortsatte ind i Northern Territory.

Det første stykke vej i NT var fladt og uinteressant, og vi kørte igennem indtil frokostpausen. Vi havde passeret to tankstationer med ”out of fuel” skilte, og vi var efterhånden ved at trænge grundigt til at få fyldt diesel på. Autocamperen var ikke super-økonomisk. Faktisk holdt vi et gennemsnit på omkring 5 km/l. Eftersom der ikke var udsigt til at vi kunne nå frem til den næste tankstation på hvad vi havde tilbage, ville vi fylde diesel fra reservedunkene på, men autocamperfirmaet havde installeret en låseanordning, så der kun kunne fyldes brændstof på fra en specifik dieselpumpe. Heldigvis kom en hjælpsom backpacker forbi i en firehjulstrækker. Han hentede sin værktøjskasse, og fik låsen åbnet.

Vi nåede frem til Three Ways, hvor vejene til Darwin, Mount Isa og Alice Springs mødes. Tankstationen her var et udpræget mødested for lastbilchauffører, og på pubben var væggene dekoreret med billeder af truckere og lastbiltog.

Vi fortsatte videre sydpå til Tennant Creek, hvor vi tog en afstikker til Lake Mary Ann. Køreturen ned til søen var hyggelig med sandstensbjerge på den sydlige side af vejen, og fladt landskab på den nordlige side. Efter at vi havde set søen, fortsatte vi videre til Devils Marbles. Det var et vidunderligt område, hvor de store kuglerunde sten lå spredt ud på klipperne, som om de var hældt ud. Vi endte med at campere der for natten, og nød den fantastiske solnedgang.

Billeder fra turen

Ingen Kommentarer.