Ayers Rock til Coober Pedy
Dag 9, søndag den 3. oktober.
Familien, der camperede ved siden af os, kørte rundt med en båd på taget. Vi fik dem aldrig spurgt hvorfor, men de var ikke de eneste. Vi så mange biler, enten med en båd på taget eller på en trailer. Det fik os til at tænke på den berømte australske explorer, John Oxley, der i 1818 bar en båd hele vejen over kontinentet, fordi han var overbevist om, at store Australske indlandshav eksisterede.
Måske var den logiske forklaring på de mange både, at der er vand i en række søer nu, som ellers plejer at være tørret ud. Den største af disse søer er Lake Eyre, som vi desværre ikke kunne køre ind til, da der kun er adgang med firehjulstrækker. Når der som i år kommer vand i søen, vrimler det efter sigende pludseligt med små fisk, og det trækker mange fugle til, som man normalt ikke ser i Australien. Hvordan fiskene overlever mange års udtørring af søerne, og hvordan fuglene ved, at det har regnet i Australien melder historien ikke noget om.
Vi stod sent op den dag for første gang på ferien. Vi var mættede af indtryk, og det første lange stykke vej sydpå havde landskabet ikke held med at imponere os. Det blev ikke bedre af, at himlen var mere eller mindre overskyet. Snart kørte vi ind i South Australia. Farverne skiftede efterhånden fra det røde til mere sandfarvede.
Ca 50 km nord for Coober Pedy begyndte vi at se små toppe af sand på begge sider af vejen. Vi var kommet ind i opal landet. Store skilte advarede mod at forlade vejen, da der var forladte mineskakte over det hele.
Vi ankom til Coober Pedy midt på eftermiddagen, og brugte et par timer på at se byen. Oprindelig havde minearbejderne boet i minerne, da temperaturerne ved overfladen kunne blive meget høje. Efterhånden var der vokset en by af underjordiske bygninger frem. Huse, butikker, en kirke og et hotel var bygget ind i klippevæggene. Nu var dette dog kun en lille del af byen, der alt i alt ikke var overvældende charmerende.
Vi spiste middag på byens overraskende fine hotel sammen med en busfuld tyske turister, hvorefter vi kørte sydpå ud af byen for at finde et sted at overnatte. Det var blevet mørkt, og det var rent faktisk lidt skræmmende at køre ind på en rasteplads for at overnatte. Det blev ikke bedre af advarselsskiltene, der sagde at vi ikke skulle gå væk fra vejen, da dette område tidligere havde været brugt til at teste atomvåben. Det gav følelsen af at være havnet i en forladt ødemark, hvilket vi jo teknist set også var.
Vi skuttede os og lagde os til at sove, men sov ikke meget den nat, både fordi der blev ved med at køre biler ind og ud af rastepladsen, og fordi det blæste en pelikan.