Jedig Travel Blogs

Dag 9, søndag den 3. oktober.

Familien, der camperede ved siden af os, kørte rundt med en båd på taget. Vi fik dem aldrig spurgt hvorfor, men de var ikke de eneste. Vi så mange biler, enten med en båd på taget eller på en trailer. Det fik os til at tænke på den berømte australske explorer, John Oxley, der i 1818 bar en båd hele vejen over kontinentet, fordi han var overbevist om, at store Australske indlandshav eksisterede.

Måske var den logiske forklaring på de mange både, at der er vand i en række søer nu, som ellers plejer at være tørret ud. Den største af disse søer er Lake Eyre, som vi desværre ikke kunne køre ind til, da der kun er adgang med firehjulstrækker. Når der som i år kommer vand i søen, vrimler det efter sigende pludseligt med små fisk, og det trækker mange fugle til, som man normalt ikke ser i Australien. Hvordan fiskene overlever mange års udtørring af søerne, og hvordan fuglene ved, at det har regnet i Australien melder historien ikke noget om.

Vi stod sent op den dag for første gang på ferien.  Vi var mættede af indtryk, og det første lange stykke vej sydpå havde landskabet ikke held med at imponere os. Det blev ikke bedre af, at himlen var mere eller mindre overskyet. Snart kørte vi ind i South Australia. Farverne skiftede efterhånden fra det røde til mere sandfarvede.

Ca 50 km nord for Coober Pedy begyndte vi at se små toppe af sand på begge sider af vejen. Vi var kommet ind i opal landet. Store skilte advarede mod at forlade vejen, da der var forladte mineskakte over det hele.

Vi ankom til Coober Pedy midt på eftermiddagen, og brugte et par timer på at se byen. Oprindelig havde minearbejderne boet i minerne, da temperaturerne ved overfladen kunne blive meget høje. Efterhånden var der vokset en  by af underjordiske bygninger frem. Huse, butikker, en kirke og et hotel var bygget ind i klippevæggene. Nu var dette dog kun en lille del af byen, der alt i alt ikke var overvældende charmerende.

Vi spiste middag på byens overraskende fine hotel sammen med en busfuld tyske turister, hvorefter vi kørte sydpå ud af byen for at finde et sted at overnatte. Det var blevet mørkt, og det var rent faktisk lidt skræmmende at køre ind på en rasteplads for at overnatte. Det blev ikke bedre af advarselsskiltene, der sagde at vi ikke skulle gå væk fra vejen, da dette område tidligere havde været brugt til at teste atomvåben. Det gav følelsen af at være havnet i en forladt ødemark, hvilket vi jo teknist set også var.

Vi skuttede os og lagde os til at sove, men sov ikke meget den nat, både fordi der blev ved med at køre biler ind og ud af rastepladsen, og fordi det blæste en pelikan.

Billeder fra turen

Dag 10, mandag den 4. oktober

Uden de store forventninger til naturoplevelser de sidste 450 km ned mod kysten fortsatte vi næste morgen.Til vores overraskelse var det dog en af de mere spændende strækninger. Landskabet var ørkenagtigt, men alligevel frodigt; træerne havde fantastisk formede kroge toppe, og vi havde ikke kørt langt, før en saltsø blev synlig på østsiden af vejen. Vi vidste godt, at der lå saltsøer i dette område, men vi havde ikke gjort os forhåbninger om, at kunne se dem fra vejen. Overfladerne på søerne stod nærmest sølvagtigt i solen, det var et betagende syn.

Efter at have betragtet det smukke syn fra forskillige vinkler i et stykke tid, fortsatte vi sydpå. Vi besluttede os for at tage en afstikker til Woomera, en mere eller mindre forladt by midt i ødemarken. Byen var indtil for få år siden hjemsted for en stor militær forsøgsstation, hvor først England, siden USA  udviklede og testede våben. Da den kolde krig sluttede var der ikke mere brug for byen, amerikanerne rejste i 1999, og indbyggertallet faldt med et fra ca 4000 til ca 400.

Vi ankom til byen uden at vide, hvad der ventede os. Det vil sige, vi troede ikke at der ventede os meget anden en en forladt militærby. Vi tog dog fejl. Godt nok bar byen præg af, at de fleste af husene stod tomme, men alt var moderne, pænt og velholt. Den største overraskelse fik vi dog, da vi kom til midten af byen, hvor en udstilling af militære fly, missiler og en enkelt rumraket stod i en park foran et forskningscenter. Vi spiste frokost, og fik lang tid til at gå med at studere det spændende isenkram.

Vi fortsatte sydpå, og kom til en saltsø, der lå endnu tættere på vejen. Vi gik derned, og børnene var hurtige til at smide sko og strømper og komme ud og mærke på vandet. Vandet føltes specielt, bunden og siderne var størknet salt, og vandet havde den samme sølvglans som de søer, vi havde set tidligere.

Efter at være kommet tilbage fra søen fortsatte vi ned til sydkysten ved Port Augusta. Det var første gang på turen, at vi så havet. Vi gik rundt i den hyggelige gamle del af byen et stykke tid, før vi kørte mod nordøst. Vi camperede et hyggeligt sted mellem Port Augusta og Quorn.

Billeder fra turen

Dag 11, tirsdag den 5. oktober

For anden gang på ferien sov vi længe. Vi havde købt billetter til en tur med veterantoget fra Quorn til Wolshed Flat og retur. Det var kun en tur på omkring 40 km, men vi havde sat det meste af dagen af til det. Midt på formiddagen ankom vi til den hyggelige gamle togstation i Quorn. Stationen var nu kun brugt som afgang for veterantoget, men havde før i tiden været knudepunkt, hvor øst-vest banen og nord-syd jernbanerne krydsede.

Vi nød turen. Det var afslappende for en gangs skyld ikke at køre så meget, og der var mange hyggelige mennesker med på toget, som vi fik os en snak med. Naturen, som vi kørte forbi var spændende, og langt mere frodig end normalt. Vi kom forbi damme, som der ifølge togpersonalet ikke havde været vand i de sidste 25 år. Efter pausen i Wolshed Flat, hvor vi fik lejlighed til at studere lokomotivet nærmere, gik toget tilbage til Quorn.

Selve byen var hyggelig og velholdt, og efter at have brugt et stykke tid der fortsatte vi ind i nationalparken Flinders Ranges, hvor vi camperede ved Wilpena, som vi havde læst skulle være speciel. Området nord for Wilpena kaldes Wilpena Pound, og er et frodigt område omkranset af en ring af små bjerge, hvoraf den højeste er lidt over 1000 m.

Vi slog lejr på campingpladsen, og gik en tur ind i Wilpena Pound. Det var noget overskyet, og vi var for første gang på ferien for alvor plaget af fluer, der ellers nok er en af Australiens største plager. Bortset fra det var det en hyggelig gåtur på omkring 7½ km. Vi så et væld af dyr, blandt andet pindsvin, kænguruer og et underligt firben, der ligner en enorm lang grankogle med hoved i begge ender. Kænguruerne virkede ikke specielt sky og gik rundt både på og udenfor campingpladsen.

Om aftenen hyggede vi os traditionen tro med bål, inden vi gik til ro.

Billeder fra turen

Dag 12, onsdag den 6. oktober

Om morgenen var der igen kænguruer på pladsen. Vi spiste morgenmad og fortsatte mod sydøst til Broken Hill. På vejen kørte vi igennem en del små byer med gamle hyggelige bygninger.

Broken Hill var en pæn by. Vi brugte dog ikke meget tid på sightseeing her, da vi vidste at vi ville komme tilbage. Vi fik handlet, og kørte herfra sydpå mod Menindee, hvor der er en stor sø, som er fyldt for første gang i mange år. Udover, at vi så en del strudse, var turen til Menindee ikke specielt spændende, og til vores ærgrelse kunne vi konstatere, at der var lavet en jordvold langs vejen, så man ikke kunne se ind over søen. På et tidspunkt fandt vi dog en vej ind til et udsigtspunkt, så vi kunne se søen.

Vi kørte videre, og fandt et skilt ind mod den campingplads, som vi havde ledt efter. Til vores overraskelse lå den helt ned til søen. Vi camperede på første parket og gik en tur ned til vandet, hvor børnene legede og hyggede sig. Henimod aften blev himlen gradvis mere rød, og endte ud i en fabelagtig solnedgang.

Billeder fra turen

Dag 13, torsdag den 7. oktober

Vi vågnede i et væld af fuglesang den morgen, men kort efter solopgang forsvandt det meste igen. Efter morgenmaden kørte vi igen nordpå. Vi fortsatte gennem Broken Hill til Silverton, en by cirka 30 km nord. Byen var hyggelig med sine gamle velrenoverede bygninger. Den var tydeligvis baseret på turisme, men vi havde ikke fornemmelsen af, at den var overrendt.

Fra Silverton kørte vi en lille tur længere nordpå til et udsigtspunkt over ørkenen, men området var lige så frodigt, som meget andet vi havde set på turen.

Tilbage i Broken Hill tog vi os tid til at gå rundt og nyde den gamle bydel. Det var en spændende by, og der var mange skilte med histore og billeder fra starten af sidste århundrede. Byen er speciel, fordi den oprindelige sølvmine, som byen er bygget omkring, stadig er aktiv. Det betyder, at byen både er historisk interessant, og er levende og velhavende.

Vi fortsatte fra Broken Hill mod øst gennem Wilkennia, en by som har ry for at være meget rå, hvilket vi dog ikke bemærkede. Ca 120 km uden for byen fandt vi et hyggeligt sted at campere. Vi havde bål for sidste gang på ferien, nød solnedgangen, og kom i snak med det andet hold campister på pladsen.

Billeder fra turen

Dag 14, fredag den 8. oktober

Vi pakkede sammen tidligt om morgenen og kørte de 400 km mod Dubbo stort set i et stræk. Landskabet ændrede sig efter kobberminebyen Cobar fra outback til landbrugsland. Der begyndte at være rapsmarker og kornmarker, som fortsatte ud i det uendelige.

Vi kom til Dubbo omkring middagstid. Her kørte vi ind til Western Plains Zoo, en fantastisk hyggelig og stor zoologisk have. Parken er speciel, fordi man kører rundt i bil, og der er mere plads til dyrene end normalt. Mange af dyrene er ikke bag hegn, så man har fornemmelsen af at opleve dem mere i naturen. Selvom vi var ved at være mættede af indtryk, var det alt i alt en god oplevelse og en god afslutning på ferien.

Hen mod aften kørte vi de sidste 400 km tilbage til Sydney. Vi var alle godt trætte og brugte, men vi havde følelsen af, at ferien som helhed havde været fantastisk, og at vi havde fået oplevelser, der langt overgik, hvad vi på forhånd havde drømt om.

Billeder fra turen