Jedig Travel Blogs

Dag 6, torsdag den 30. september

MacDonnal Ranges er et stort og vidunderligt sted, men det meste af området kan kun opleves fra en firehjulstrækker. Vi koncentrerede os om det område, som var tilgængeligt via astfaltvej. Der var nu også mange ting at se. Vi startede dagen ved et område, der hedder Ocre Pits. Det er nærmest en udtørret flod, hvor aboriginerne samler de farver, som de maler sig med ved de rituelle fester. Farvespillet var flot, og havde nok været endnu mere storslået, hvis vi havde været der senere på dagen, hvor solen stod mere rigtigt. Der var et væld af små farvestrålende fugle, som vi ikke havde set før på turen.

Efter noget tid fortsatte vi ud til Ormiston Gorge, et område som vi havde hørt var smukt, men ellers ikke vidste meget om. Efter en kilometers gåtur kom vi til vores overraskelse til et hyggeligt vandhul. Eftersom vi var de eneste, der var der smed drengene det meste af tøjet og fik et skønt og tiltrængt bad.

Vi forlod det dejligt svale vandhul, og kørte et lille stykke længere mod vest til Glen Helen, før vi vendte om og kørte til Stanley Chasm. Gåturen herud var spektakulær, både på grund af naturen, og  fordi der ikke var en anlagt sti. Vi kravlede over klippeblokke og gik gennem små vandløb til vi kom til en stor lodret kløft. Vi var der som planlagt til middag, hvor solen skinner gennem kløften og ned i bunden, hvilket giver flotte farver på de røde klippevægge i siderne. Desværre var vi ikke de eneste, der havde fået den ide, og følelsen af at være omgivet af turister på alle sider tog toppen af oplevelsen. Vi var godt klar over, at det måtte komme, og forberedte os selv og hinanden på, at sådan ville det være de næste par dage.

Sidst på eftermiddagen kørte vi tilbage til Alice, herfra sydpå af Stuart Highway, hvor vi camperede på en rasteplads ved siden af en flod. Vi gik en tur langs floden og fik samlet brænde til aftenens bål.

Billeder fra turen

Dag 7, fredag den 1. oktober

Vi stod som sædvanligt tidligt op og spiste morgenmad, måske lidt tidligere end normalt, da vi havde store forventninger til at skulle se Kings Canyon. Efter 1½ times tid skulle vi have tanket. Til vores overraskelse var den ellers store tankstation lukket. Det gik op for os, at det var fordi klokken ikke var 7 endnu. Efter at have ventet en lille times tid, og det viste sig, at de ikke kunne åbne stationen, da der var problemer med pumperne, fyldte vi reservedunkene på og kørte videre i håb om at finde en anden tank. Ikke lige den start på dagen, som vi havde drømt om.

Vores held vendte dog hurtigt. Efter at have kørt et stykke vej, fik vi pludselig øje på kameler, der gik rundt i bushen ikke langt fra os. Vi standsede bussen og gik sammen med børnene ud til flokken. Selvom der efter sigende skulle være store flokke af vilde kameler, er det ikke tit man ser dem, og det var én af de ting, som vi på forhånd havde håbet på at se.

Vi nåede til Kings Canyon, og heldigvis lå der et resort med egen tank, så vi kunne få den tørstige bus fyldt op.

Selve Kings Canyon er en stor klippekløft, som man kan gå rundt om, noget af vejen på kanten. Det var tæt på middag, så solen stod næsten lodret, og udsigten over kløften var imponerende fra begge sider. Farvespillet på de gigantiske lodrette flader var noget, som vi ikke har set lignende andre steder, og vi stoppede flere gange op og sugede indtryk til os.

Selve den 7 km lange gåtur var krævende, og temperaturen var omkring 40 grader, så vi havde heldigvis slæbt store mængder vand med. Sjovt nok var det os to gamle, der hang mest i bremserne, måske fordi turen startede med en nærmest uendelig trappe op.

Efter at have gået cirka halvvejs rundt om kløften stod der et skilt mod Edens Have. På det tidspunkt var vi ved at være godt slidte efter at have gået ned af trapper til bunden af kløften, for derefter at skulle op på den anden side. Men vi valgte at gå den ekstra kilometer til paradis, og det var det næsten. Et behageligt køligt permanent vandhul, hvor drengene fik sig en tiltrængt dukkert.

Det centrale Australien har fået usædvanligt meget nedbør i år, nogle steder den største mængde de sidste 45 år. Det betyder, at de steder, som normalt ville være ørken nu, er frodige og blomstrende. Nogle har sagt til os, at vi ikke får Australien at se, som det virkeligt er, og det er på sin vis rigtigt. Til gengæld har vi i år set noget, som det kun har været få andre forundt at se. Kings Canyon var ingen undtagelse.

Efter at være mættet af en fantastisk dag, kørte vi et stykke sydpå, før vi camperede ved et område med røde sanddyner. Vi lavede bål og nød den stille og lune aften.

Billeder fra turen

Dag 8, lørdag den 2. oktober

Solopgangen over de røde sanddyner var en vidunderlig start på den dag, hvor vi skulle sætte kurs mod Ayers Rock. På vejen dertil passerede vi Mt Conner, der ved første øjesyn godt kan forveksles med Ayers Rock. Sært at der ligger et bjerg og en sten så tæt på hinanden, og med så sammenlignelig profil.

Inden vi kørte ind i nationalparken, skulle vi dog ind på campingpladsen ved siden af for at have reserveret en plads for natten. Området bærer præg af, at her er mange turister. Yalara Resort er en hel by med hoteller, indkøbscenter, tankstationer, campingplads og andre fornødenheder. Vi fik bestilt en plads, tanket og kørte ind i parken.

Der er noget mærkeligt tilfredsstillende ved at se profilen af Ayers Rock i horisonten, lidt som da vi så operahuset i Sydney første gang. Den blev mere og mere imponerende, efterhånden som vi kom tættere på. Vi havde ikke drømt om, at den var så stor. Vi kørte helt ind til den, stillede bussen på en parkeringsplads og spiste frokost.

Aboriginerne vil gerne have sig frabedt, at man tager gåturen hen over stenen, men vi slap helt for at tage stilling til, hvad vi ville. Turen henover var lukket på grund af varmen, så vi nøjedes med at gå et stykke af den ca 9 km lange vej rundt ved foden af Ayers Rock. Resten af vejen kørte vi rundt med afstikkere ind, når der var noget interessant at se.

Efter at have nået hele turen rundt i bil, kørte vi til et andet område, ca 30 km længere mod vest, som hedder Olgas. Sceneriet her er ikke helt så berømt som ved Ayers Rock, men ikke desto mindre imponerende. Midt i det ellers flade landskab dukker denne række af bløde, runde klipper op. På aborinsk hedder klipperne Kata Tjuta, hvilket betyder mange hoveder. Den lange gåtur ind til Walley of the Winds, som efter sigende skulle være enestående, var desværre lukket på grund af varmen, så vi valgte en kortere tur. Selve gåturen var relativt uinteressant, men kløften som vi kom ind til var flot. På gåturen tilbage fra udsigtspunktet over kløften begyndte Marcus at få det for varmt, så vi var glade for, at vi ikke havde begivet os ud på den længere tur.

Vi kørte ud til området, der er godt for at se solnedgang over Ayers Rock og parkerede bussen midt på eftermiddagen. Det var en skøn fornemmelse at campere med den smukke udsigt. Vi lavede tidlig aftensmad og nød at have tid til bare at slappe af og være der.

Efterhånden som solnedgangen nærmede sig, begyndte det at myldre til med folk. Ayers Rock var virkelig flot i aftensolen, og det var med beundring, at vi så den skifte kulør, efterhånden som solen bevægede sig længere ned.

Vi var nogle af de sidste til at forlade pladsen, da vi var kommet i snak med et andet par, så det var sent da vi nåede tilbage på campingpladsen i Yalara. Alligevel kunne børnene ikke dy sig for at skulle en tur i poolen før det var sengetid.

Billeder fra turen

Dag 9, søndag den 3. oktober.

Familien, der camperede ved siden af os, kørte rundt med en båd på taget. Vi fik dem aldrig spurgt hvorfor, men de var ikke de eneste. Vi så mange biler, enten med en båd på taget eller på en trailer. Det fik os til at tænke på den berømte australske explorer, John Oxley, der i 1818 bar en båd hele vejen over kontinentet, fordi han var overbevist om, at store Australske indlandshav eksisterede.

Måske var den logiske forklaring på de mange både, at der er vand i en række søer nu, som ellers plejer at være tørret ud. Den største af disse søer er Lake Eyre, som vi desværre ikke kunne køre ind til, da der kun er adgang med firehjulstrækker. Når der som i år kommer vand i søen, vrimler det efter sigende pludseligt med små fisk, og det trækker mange fugle til, som man normalt ikke ser i Australien. Hvordan fiskene overlever mange års udtørring af søerne, og hvordan fuglene ved, at det har regnet i Australien melder historien ikke noget om.

Vi stod sent op den dag for første gang på ferien.  Vi var mættede af indtryk, og det første lange stykke vej sydpå havde landskabet ikke held med at imponere os. Det blev ikke bedre af, at himlen var mere eller mindre overskyet. Snart kørte vi ind i South Australia. Farverne skiftede efterhånden fra det røde til mere sandfarvede.

Ca 50 km nord for Coober Pedy begyndte vi at se små toppe af sand på begge sider af vejen. Vi var kommet ind i opal landet. Store skilte advarede mod at forlade vejen, da der var forladte mineskakte over det hele.

Vi ankom til Coober Pedy midt på eftermiddagen, og brugte et par timer på at se byen. Oprindelig havde minearbejderne boet i minerne, da temperaturerne ved overfladen kunne blive meget høje. Efterhånden var der vokset en  by af underjordiske bygninger frem. Huse, butikker, en kirke og et hotel var bygget ind i klippevæggene. Nu var dette dog kun en lille del af byen, der alt i alt ikke var overvældende charmerende.

Vi spiste middag på byens overraskende fine hotel sammen med en busfuld tyske turister, hvorefter vi kørte sydpå ud af byen for at finde et sted at overnatte. Det var blevet mørkt, og det var rent faktisk lidt skræmmende at køre ind på en rasteplads for at overnatte. Det blev ikke bedre af advarselsskiltene, der sagde at vi ikke skulle gå væk fra vejen, da dette område tidligere havde været brugt til at teste atomvåben. Det gav følelsen af at være havnet i en forladt ødemark, hvilket vi jo teknist set også var.

Vi skuttede os og lagde os til at sove, men sov ikke meget den nat, både fordi der blev ved med at køre biler ind og ud af rastepladsen, og fordi det blæste en pelikan.

Billeder fra turen

Dag 10, mandag den 4. oktober

Uden de store forventninger til naturoplevelser de sidste 450 km ned mod kysten fortsatte vi næste morgen.Til vores overraskelse var det dog en af de mere spændende strækninger. Landskabet var ørkenagtigt, men alligevel frodigt; træerne havde fantastisk formede kroge toppe, og vi havde ikke kørt langt, før en saltsø blev synlig på østsiden af vejen. Vi vidste godt, at der lå saltsøer i dette område, men vi havde ikke gjort os forhåbninger om, at kunne se dem fra vejen. Overfladerne på søerne stod nærmest sølvagtigt i solen, det var et betagende syn.

Efter at have betragtet det smukke syn fra forskillige vinkler i et stykke tid, fortsatte vi sydpå. Vi besluttede os for at tage en afstikker til Woomera, en mere eller mindre forladt by midt i ødemarken. Byen var indtil for få år siden hjemsted for en stor militær forsøgsstation, hvor først England, siden USA  udviklede og testede våben. Da den kolde krig sluttede var der ikke mere brug for byen, amerikanerne rejste i 1999, og indbyggertallet faldt med et fra ca 4000 til ca 400.

Vi ankom til byen uden at vide, hvad der ventede os. Det vil sige, vi troede ikke at der ventede os meget anden en en forladt militærby. Vi tog dog fejl. Godt nok bar byen præg af, at de fleste af husene stod tomme, men alt var moderne, pænt og velholt. Den største overraskelse fik vi dog, da vi kom til midten af byen, hvor en udstilling af militære fly, missiler og en enkelt rumraket stod i en park foran et forskningscenter. Vi spiste frokost, og fik lang tid til at gå med at studere det spændende isenkram.

Vi fortsatte sydpå, og kom til en saltsø, der lå endnu tættere på vejen. Vi gik derned, og børnene var hurtige til at smide sko og strømper og komme ud og mærke på vandet. Vandet føltes specielt, bunden og siderne var størknet salt, og vandet havde den samme sølvglans som de søer, vi havde set tidligere.

Efter at være kommet tilbage fra søen fortsatte vi ned til sydkysten ved Port Augusta. Det var første gang på turen, at vi så havet. Vi gik rundt i den hyggelige gamle del af byen et stykke tid, før vi kørte mod nordøst. Vi camperede et hyggeligt sted mellem Port Augusta og Quorn.

Billeder fra turen

Dag 11, tirsdag den 5. oktober

For anden gang på ferien sov vi længe. Vi havde købt billetter til en tur med veterantoget fra Quorn til Wolshed Flat og retur. Det var kun en tur på omkring 40 km, men vi havde sat det meste af dagen af til det. Midt på formiddagen ankom vi til den hyggelige gamle togstation i Quorn. Stationen var nu kun brugt som afgang for veterantoget, men havde før i tiden været knudepunkt, hvor øst-vest banen og nord-syd jernbanerne krydsede.

Vi nød turen. Det var afslappende for en gangs skyld ikke at køre så meget, og der var mange hyggelige mennesker med på toget, som vi fik os en snak med. Naturen, som vi kørte forbi var spændende, og langt mere frodig end normalt. Vi kom forbi damme, som der ifølge togpersonalet ikke havde været vand i de sidste 25 år. Efter pausen i Wolshed Flat, hvor vi fik lejlighed til at studere lokomotivet nærmere, gik toget tilbage til Quorn.

Selve byen var hyggelig og velholdt, og efter at have brugt et stykke tid der fortsatte vi ind i nationalparken Flinders Ranges, hvor vi camperede ved Wilpena, som vi havde læst skulle være speciel. Området nord for Wilpena kaldes Wilpena Pound, og er et frodigt område omkranset af en ring af små bjerge, hvoraf den højeste er lidt over 1000 m.

Vi slog lejr på campingpladsen, og gik en tur ind i Wilpena Pound. Det var noget overskyet, og vi var for første gang på ferien for alvor plaget af fluer, der ellers nok er en af Australiens største plager. Bortset fra det var det en hyggelig gåtur på omkring 7½ km. Vi så et væld af dyr, blandt andet pindsvin, kænguruer og et underligt firben, der ligner en enorm lang grankogle med hoved i begge ender. Kænguruerne virkede ikke specielt sky og gik rundt både på og udenfor campingpladsen.

Om aftenen hyggede vi os traditionen tro med bål, inden vi gik til ro.

Billeder fra turen

Dag 12, onsdag den 6. oktober

Om morgenen var der igen kænguruer på pladsen. Vi spiste morgenmad og fortsatte mod sydøst til Broken Hill. På vejen kørte vi igennem en del små byer med gamle hyggelige bygninger.

Broken Hill var en pæn by. Vi brugte dog ikke meget tid på sightseeing her, da vi vidste at vi ville komme tilbage. Vi fik handlet, og kørte herfra sydpå mod Menindee, hvor der er en stor sø, som er fyldt for første gang i mange år. Udover, at vi så en del strudse, var turen til Menindee ikke specielt spændende, og til vores ærgrelse kunne vi konstatere, at der var lavet en jordvold langs vejen, så man ikke kunne se ind over søen. På et tidspunkt fandt vi dog en vej ind til et udsigtspunkt, så vi kunne se søen.

Vi kørte videre, og fandt et skilt ind mod den campingplads, som vi havde ledt efter. Til vores overraskelse lå den helt ned til søen. Vi camperede på første parket og gik en tur ned til vandet, hvor børnene legede og hyggede sig. Henimod aften blev himlen gradvis mere rød, og endte ud i en fabelagtig solnedgang.

Billeder fra turen

Dag 13, torsdag den 7. oktober

Vi vågnede i et væld af fuglesang den morgen, men kort efter solopgang forsvandt det meste igen. Efter morgenmaden kørte vi igen nordpå. Vi fortsatte gennem Broken Hill til Silverton, en by cirka 30 km nord. Byen var hyggelig med sine gamle velrenoverede bygninger. Den var tydeligvis baseret på turisme, men vi havde ikke fornemmelsen af, at den var overrendt.

Fra Silverton kørte vi en lille tur længere nordpå til et udsigtspunkt over ørkenen, men området var lige så frodigt, som meget andet vi havde set på turen.

Tilbage i Broken Hill tog vi os tid til at gå rundt og nyde den gamle bydel. Det var en spændende by, og der var mange skilte med histore og billeder fra starten af sidste århundrede. Byen er speciel, fordi den oprindelige sølvmine, som byen er bygget omkring, stadig er aktiv. Det betyder, at byen både er historisk interessant, og er levende og velhavende.

Vi fortsatte fra Broken Hill mod øst gennem Wilkennia, en by som har ry for at være meget rå, hvilket vi dog ikke bemærkede. Ca 120 km uden for byen fandt vi et hyggeligt sted at campere. Vi havde bål for sidste gang på ferien, nød solnedgangen, og kom i snak med det andet hold campister på pladsen.

Billeder fra turen

Dag 14, fredag den 8. oktober

Vi pakkede sammen tidligt om morgenen og kørte de 400 km mod Dubbo stort set i et stræk. Landskabet ændrede sig efter kobberminebyen Cobar fra outback til landbrugsland. Der begyndte at være rapsmarker og kornmarker, som fortsatte ud i det uendelige.

Vi kom til Dubbo omkring middagstid. Her kørte vi ind til Western Plains Zoo, en fantastisk hyggelig og stor zoologisk have. Parken er speciel, fordi man kører rundt i bil, og der er mere plads til dyrene end normalt. Mange af dyrene er ikke bag hegn, så man har fornemmelsen af at opleve dem mere i naturen. Selvom vi var ved at være mættede af indtryk, var det alt i alt en god oplevelse og en god afslutning på ferien.

Hen mod aften kørte vi de sidste 400 km tilbage til Sydney. Vi var alle godt trætte og brugte, men vi havde følelsen af, at ferien som helhed havde været fantastisk, og at vi havde fået oplevelser, der langt overgik, hvad vi på forhånd havde drømt om.

Billeder fra turen

Nedenstående indlæg er skrevet mandag den 6. september, men vi har ikke kunnet opdatere siden før nu.

Så kom forårets første weekend, og vi nød den i fulde drag!

Der var gensynsglæde fredag, da William kom hjem fra lejr med skolen. De havde været oppe ved Lake Maguire syd for Newcastle i 3 dage. Han havde haft en god tur med kanosejlads, vandreture og forskellige andre aktiviteter. Det er sjovt, som vi føler os amputerede som familie, når der er en, der ikke er her.

I lørdags blev mindstemanden i huset 7 år, og han blev vist fejret efter alle kunstens regler. Vi nød alle, at hans fødselsdag faldt i weekenden, så der rigtig var tid til at hygge. Traditionen tro bestemte fødselaren menuen, og den faldt i god jord ved os alle. Scrambled eggs og bacon til morgen, australsk Pavlova til kaffen og hjemmelavede burgere til aften. Vejret bar ikke så meget præg af, at vi er gået ind i den første forårsmåned, så vi hyggede os herinde med stearinlys og setlers. Sidst på eftermiddag kom han i tanke om, at han gerne ville have været ude og bowle på sin fødselsdag, men det var blevet for sent, så vi bestilte en bane til søndag eftermiddag i stedet for.

Søndag skinnede solen igen fra en næsten skyfri himmel, så på trods af blæsten var det faktisk rigtig dejligt vejr. Vi var i kirke om formiddagen, hvor der blev sunget fødselsdagssang for Marcus, hvilket han tydeligvis nød. Efter kirke tog vi bussen ind til centrum for at bowle, og det var faktisk rigtig hyggeligt. Det var efterhånden længe siden vi alle havde været inde i byen, så vi bestemte os for at blive derinde og spise aftensmad. Alt i alt en dejlig weekend!!

Vi har lagt et par billedserier ind på hjemmesiden. Den første er fra en dag midt i august, hvor “vi to gamle” var alene på tur ud i det blå. Den anden billedserie er fra Marcus fødselsdag på nær de sidste to billeder, som er fra om søndagen.